23948sdkhjf

EMS'er ramt af kunders problemer: - Vi kommer ikke til at juble i 2024

EMS-virksomheden Selektro er ramt af stigende råvarepriser og mindre efterspørgsel hos kunderne. Men direktør og indehaver Karl-Peter Andersen ser alligevel positivt frem mod de kommende år

Kundernes velvoksne lagre, høje råvarepriser og investeringer betød, at EMS-virksomheden Selektro ikke kunne holde væksten ved lige i det forgangne år.

Året bød på en lille fremgang på bruttofortjenesten, men bundlinjen gik tilbage fra 2,7 til 1,8 millioner kroner.

Hos Selektro har ejerleder Karl-Peter Andersen ikke meget at tilføje til det forgangne år, udover det der står i ledelsesberetningen.

"Ved sidste års regnskabsafslutning forventede vi en positiv udvikling qua en historisk høj ordrebeholdning, og som forudset har det været slidsomt med at skaffe microchips, men det er lykkedes at få omsat den meget fine ordre-backlog til færdige produktioner og leverancer," lyder det blandt andet i ledelsesberetningen.

Videre skriver ledelsen, at Selektro ikke har "formået at få hævet salgspriserne hurtigt nok i forhold til prisstigninger på råvarer," mens også investeringer i "den organisatoriske opbygning af selskabet" har haft en "væsentlig påvirkning af årets resultat."

SELEKTRO GROUP A/S
Regnskabsår 2022/2023 2021/2022
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 28,8 25,3
Resultat af primær drift 3,6 3,9
Resultat før skat 2,3 3,5
Årets resultat 1,8 2,7
Balancestatus 30,6 37,3
Egenkapital 6,3 4,5
Antal ansatte 58 51
Kilde: CVR

Afmatning hos industrikunder

Karl-Peter Andersen vil dog gerne sætte nogle ord på det regnskabsår, som han og Selektro tog hul på 1. oktober i fjor.

- Vi ser ind i en afmatning i industrimarkedet. Når vores kunder slider i det, smitter det også af på os, siger Karl-Peter Andersen.

Selvom han ikke forventer yderligere vækst, så er der kun tale om en afmatning. Således forventer Selektro at lande på 1,5 til 2,0 millioner på bundlinjen, når regnskabet er lukket.

Der er dog fortsat mange faktorer, der kan så tvivl om den spådom.

- Når man som os har kunder over en bred kam i industrien, plejer man ikke at være voldsomt ramt af op- og nedture i industrien. For det går som regel altid godt for nogen og dårligt for andre, og så udjævner det sig. Men lige nu har jeg indtryk af, at en stor del af industrimarkedet slider i det, siger Karl-Peter Andersen.

Investeringer betaler sig

Selvom 2023/2024 næppe kommer til at være et år til historiebøgerne, så tager Karl-Peter Andersen og Selektro alligevel stilstanden med ophøjet ro.

- Der er mange, som har nogle store lagre, og når de er brugt op, så skal der nok begynde at komme gang i hjulene igen. Og vi forventer også, at renten begynder at falde omkring sommeren, og så kan vi komme i gang. Så det handler om at afvente det lidt, siger Karl-Peter Andersen.

Derfor er det nuværende regnskabsår på mange måder et år, hvor den midtjyske EMS'er er i venteposition. Men direktøren tror på, at væksten kan fortsætte fremover.

- Vi kommer ikke til at juble her i 2024, men jeg tror, 2025 bliver godt igen. Det tror jeg helt sikkert. Vi har nogle spændende ting i gang med nogle projektkunder, men når man tænker langsigtet, så lønner det sig måske først i 2025 eller 2026, siger Karl-Peter Andersen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047