Welltec fra Allerød kunne i går fejre titlen Entrepreneur Of The Year – en pris, der tildeles den virksomhed, der i årets løb har skabt den største vækst. Det er en kombination af produktion og service, der har givet Allerød-virksomheden succes, skriver dagbladet Børsen i dag.
Welltec producerer udstyr og leverer service til offshore-industrien. Virksomheden er kendt på sit patenterede Well Tractor® system, der er en elektrisk eller turbinedrevet fjernstyret robot, som ved hjælp af finmekaniske hydrauliske systemer kan bevæge sig ned i lodrette og mange kilometer ud i vandrette olieboringer.
Systemet kan medtage mekanisk udstyr og forskellige måleapparater til brug under etablering og drift samt vedligehold af oliebrønde.
Produktionen af Well Tractor® støtter og supplerer Welltecs interne servicedivision, som udfører planlagte og akutte komplicerede operationer i nye eller producerende olieboringer for olieselskaber overalt i verden.