Danskernes største konkurrent med nyt produkt: - Det er en gamechanger
I Danmark er vi gode til høreapparater. Rigtig gode. Tre ud af de fire største høreapparatsselskaber på planeten har adresse lidt uden for hovedstaden: Der er 23 kilometer fra GN Store Nord i Ballerup over Demant i Smørum til WS Audiology i Lynge.
Men i forhold til schweizbaserede Sonova blegner de danske selskaber. I seneste regnskabsår omsatte Sonova for 7,4 mia. kr. mere end Demant, der topper den danske liste.
Og den forskel kan nu blive større. Skal man tro Sonova, indfandt et tidehverv blandt høreapparater sig tirsdag morgen, da schweizerne lancerede verdens første høreapparat, som benytter sig af kunstig intelligens i realtid til at forbedre høreoplevelsen.
- Dette er mere end bare et høreapparat; det er en gamechanger for alle, der kæmper med at høre i støjende omgivelser, udtaler Robert Woolley, vicedirektør for Hearing Instruments hos Sonova.
Bedre lyd i støjende omgivelser er den vigtigste kampplads for de førende høreapparatsproducenter lige nu. Og med AI i realtid forsøger Sonova at sætte sig i spidsen.
Omsætning på klodens største høreapparatsvirksomheder:
- Sonova (Schweiz): 29,8 milliarder kroner.
- Demant (Danmark): 22,4 milliarder kroner.
- WS Audiology (Danmark): 18,4 milliarder kroner.
- GN Store Nord (Danmark): 18,1 milliarder kroner.
- Cochlear (Australien): 8,7 milliarder kroner.
Kilde: Selskabers seneste årsrapport.
Phonak Audéo Sphere Infinio
Sonovas nye høreapparat er baseret på to separate chips, hvoraf den ene sikrer, at det nye produkt som det første på markedet kan justere lydindstillingerne med kunstig intelligens i realtid.
Det skyldes, at man tidligere ikke har haft processorkraften i de små høreapparater til at håndtere kunstig intelligens i realtid. Det er nu muligt med den nye chip, som ifølge Sonova er 53 gange kraftigere end de eksisterende chips på markedet.
Ifølge Sonovas egne feltstudier skulle det nye system gøre, at brugeren er to til tre gange bedre til at høre tale end konkurrenternes produkter.
- Hele processen tog mange år og en betydelig investering i teknologiudvikling. Vi er begejstrede for at se denne innovation komme på markedet nu, lyder det fra Sonovas øverste forskningschef, Andi Vonlanthen.
Kunstig intelligens på dansk
Hvis man spørger til kunstig intelligens i Smørum, henleder Demant opmærksomheden på deres seneste Oticon Intent-lancering.
Høreapparatet indeholder også kunstig intelligens. Det er nemlig trænet med AI til at skelne mellem baggrundsstøj og tale.
Derudover har Demant også et forskningsspor på forskningscentret, Eriksholm, som udelukkende fokuserer på kunstig intelligens.
Demants kvartalsregnskab udkommer midt i næste uge, mens Sonovas nye produkter sendes på gaden i løbet af august.