23948sdkhjf

Google lancerer sin første foldbare smartphone i Danmark

Google er mest kendt for sin søgemaskine, men satser endnu engang på smartphones med ny produktlancering

Google satser på smartphoneproduktion med en ny sammenklappelig smartphone.

Det oplyser techvirksomheden til en produktlancering ved deres hovedkvarter i San Francisco tirsdag aften dansk tid.

Det er Googles anden foldbare smartphone og første på det danske marked, hvor den kommer til at koste 16.000 kroner.

Selv om det efterhånden er seks år siden, at det blev muligt at købe smartphones, hvor skærmen kan foldes ud til dobbelt størrelse, har de aldrig rigtigt slået an hos det brede publikum.

- De foldbare smartphones har et dårligt ry i Danmark, fordi skærmen flækkede på dem i starten. Og så har de historisk føltes meget store i lommen, siger chefredaktør for techsitet InputMag.dk Torben Vognsen.

Men interessen for den sammenklappelige variant af smartphonen forsøger Google nu at knække koden til.

Googles Pixel 9 Pro Fold bliver den hidtil tyndeste sammenklappelige og foldbare smartphone i Danmark og samtidig med den største skærm af sin slags.

Googles nye lancering er samtidig et sats på få den kunstige intelligens, som techvirksomheden har arbejdet på i en årrække, til at være en del af mobilen, siger Torben Vognsen.

- Nu kan man have en helt naturlig samtale med sin telefon, som var den en fysisk, personlig assistent, siger han.

- Google har bygget deres digitale assistent Gemini ind i alle deres nye produkter. Det er helt nyt, lyder det fra Torben Vognsen.

AI-funktionerne får ejere af smartphonen med gratis det første år. Derefter koster de 22 euro svarende til omkring 160 danske kroner om måneden.

AI-funktionerne udkommer indtil videre kun på engelsk.

Foruden den sammenklappelige smartphone lancerer Google to andre Pixel 9 smartphones, tredje version af Googles Pixel-ur, anden version af høretelefonerne Pixel Buds Pro og Chromecastens erstatning Google TV Streamer 4K.

Den nye sammenklappelige smartphone fra Google forventes at være i de danske butikker fra 4. september.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11