Nye ejere vil videreføre dansk produktion efter konkurs-opkøb
Mikkelsen Electronics' fabrikker i Farum og Serbien kommer tilbage i drift.
Mandag kunne vi berette, at Mekoprint har overtaget aktiviteterne i konkursramte Mikkelsen Electronics, og divisionsdirektør i Mekoprints cables-division, Lars Laungaard Rasmussen, bekræfter, at man agter at videreføre produktionen.
- Vi har overtaget alle aktiviteter, og i udgangspunktet er det intentionen, at vi vil fortsætte på begge lokationer, siger Lars Laungaard Rasmussen.
Direktøren fortæller videre, at han og resten af Mekoprint-holdet nu skal danne sig det fulde overblik over Mikkelsen-forretningen.
- Nu skal vi arbejde på at arbejde os til bunds i at få en dybere forståelse af forretningen. Vi skal have gravet os dybere ned i forretningen, kunderne, forskellige produkter og så videre, siger han.
Om Mekoprint
- Mekoprint er en virksomhed med 700 medarbejdere i Danmark, Polen og Ukraine. Virksomheden producerer en række elektronikdele, folie- og plastemner samt metalprodukter til blandt andet medicoindustrien og elektronikindustrien.
- Virksomheden er familieejet og har hovedkvarter i Støvring i Nordjylland. Den råder over 40.000 kvadratmeter fabrikker.
- Mekoprint har fire divisioner:
- Graphic Electronics, der producerer elektrisk ledende sensorer, touch og tastaturer.
- Cables, der producerer kabelkonfektion.
- Mechanics, der producerer kabinetter, profiler og frontpaneler.
- Micromechanics, der producerer finmekaniske pladekomponenter, mikrokomponenter og metalskilte.
Kilde: Mekoprint
Ønske om at vokse forretning
Lars Laungaard Rasmussen fortæller, at Mikkelsens forretningsområde inden for kabelkonfektionering og støbninger ligger i forlængelse af Mekoprints ditto. Men udover det åbner opkøbet også andre døre.
- Vi har haft et strategisk ønske om at se en handelsforretning, og det får vi nu med sensorer, stik og så videre, siger han.
I den anledning lyder det også fra Lars Laungaard Rasmussen, at man godt kunne have forestillet sig et opkøb, selvom det ikke var på baggrund af en konkurs. Konkursen var en oplagt mulighed, lyder det, men Mekoprint er løbende på udkig efter opkøb, hvilket blandt andet er kommet til udtryk ved opkøbene af Seritronic og Metalwo de seneste par år.
- Vi kunne godt have forestillet os et opkøb alligevel. I Mekoprint har vi en generel plan for vækst, og derfor holder vi generelt løbende øje med aktivitet i markedet og muligheder for opkøb.
Produktion følger med
Med opkøbet kommer Mikkelsen Electronics-navnet til at blive lagt i graven, og aktiviteterne kommer fremover til at indgå i Mekoprint Cables. Ligeledes følger 75 ansatte med i købet.
Det er dog hovedsageligt på produktionssiden. De to tidligere ejere, Ulla Mikkelsen og Anne M. Levinsen, kommer til at fortsætte i Mekoprint, og det samme gør en enkelt ingeniør.
Den øvrige ledelse og administration og ledelse følger ikke med.
Om Mikkelsen Electronics
- Stiftet i 1971 af Marius Mikkelsen.
- Har hjemme i Farum og afdeling i Serbien.
- Virksomheden er beskæftiger sig primært med kabelmontage, boxbuild og støbninger i Technomelt.
- Har siden 2019 været ejet af Marius Mikkelsens døtre, Ulla Holmen Mikkelsen og Anne Merete Levinsen.
- Havde ved udgangen af 2022 svarende til 59 fuldtidsansatte.
- Gik i sommeren 2024 konkurs, og aktiviteterne er solgt til Mekoprint.
Kilde: Mikkelsen Electronics