23948sdkhjf

Første dag på E-24: Plejer kontakter og møder nye: - Det er tradition

Første dag på elektronikmessen i Odense forløb relativt stille, men udstillerne var snakkesalige og glade for at møde nye og kendte ansigter 

Der var snakken i krogene og glædelige gensyn, da årets elektronikmesse tirsdag slog dørene op.

Her er en lang række danske og udenlandske virksomheder samlet i til E-24 i Odense Congress Center, og humøret var højt, da messen vendte tilbage efter to år.

Rundt omkring i kongrescentrets hal C har en lang række udstillere under temaerne "Produktion i Danmark", "Design/udvikling i Danmark" og "Test og Måleudstyr i Danmark" taget plads og er klar til at snakke med kunder og leverandører.

Electronic Supply var med tirsdag og fik en snak med flere af udstillerne.

Mere afslappet, mindre formelt

En af årets deltagere er Boliden Bergsøe. Her er area sales manager Paw Meineche Marnæs af sted.

- Vi er her for at vise navnet og for at vise, at vi eksisterer. Vi vil gerne os og vores nye legeringer frem, siger Paw Meineche Marnæs.

Boliden Bergsøe er en del af den store svenske metalkoncern Boliden, men det danske datterselskab, der indtil en konkurs hed Paul Bergsøe & Søn, har især sit speciale inden for loddetin.

Derfor er det oplagt, at Paw Meineche Marnæs og co. er at finde på elektronikmessen.

- Man kan måske finde nogle leads, men vi kender jo mange af vores kunder i forvejen. Men det er rart at mødes her. Det er mere afslappet og ikke så formelt, som når vi mødes ude til kundemøderne, siger Paw Meineche Marnæs.

Hvad er det bedste ved at være på elektronikmesse?

- Det bedste er at få talt med folk og få netværket. Det er rart at snakke med andre i branchen, også vores "konkolleger", siger Paw Meineche Marnæs.

En lang tradition

Hos Bomberg & Co., der leverer EMC-beskyttelse, er Evan Stæhr på messe. De er fast inventar på messen, fortæller han. Siden 2006 har Bomberg & Co. været på messen.

- Vi er her, fordi det er tradition. Vi vil gerne vise produkterne frem for både nuværende og potentielle kunder, siger han.

Ifølge Evan Stæhr giver det god mening for ham at vise produkterne frem på en messe, fordi det kan være lettere for kunderne at gøre sig klog på produkterne.

- Det er en nichebranche, men vi leverer meget bredt i den niche. Derfor er det godt, at folk kan få lov til at se med fingrene i stedet for at slå det op på et diagram på en hjemmeside, siger han.

- Og når det er en lille branche, så kender man de fleste. Så det er rart at få hilst på folk, tidligere kolleger og nuværende "konkolleger", siger Evan Stæhr.

Hvad er det bedste ved at komme på E-24?

- Det bedste ved at være her er muligheden for at møde nuværende og potentielle kunder. Vi investerer vores tid og penge for at så nogle frø, der måske kan høstes om 6-12-18 måneder, siger Evan Stæhr.

Holder fast i vigtigt marked

Der er også masser af internationale besøgende på E-24. En af dem er Tobias van Rossem, der er area sales manager hos den tyske loddespecialist Kurtz Ersa.

- Vi er her, fordi vi har været lang tid i markedet, og vi har været her i mange år sammen med vores distributør Interflux, siger Tobias van Rossem.

Han fortæller, at det danske marked er vigtigt for Kurtz Ersa.

- Der er både de store kunder som Danfoss og Grundfos men også man mindre industriproducenter. Og så er det tæt på vores hjemmemarked, så det er vigtigt for os, siger Tobias van Rossem.

Han fortæller, at han mest af alt er i Odense for at vedligeholde kontakten til kunderne.

- Det er ikke så meget for at sælge, for det er svært at sælge en loddeovn lige her og nu. Så målet er at komme og holde fast i relationerne. Og så bruger vi det til at snakke med kunderne om, hvad der kommer til at være vigtigt for dem det næste år eller to, siger Tobias van Rossem.

Hvad er det bedste ved at være på messe?

- Det bedste er at komme og møde folk ansigt-til-ansigt. Efter nogle år med corona og teams er det en god måde at møde folk igen, siger Tobias van Rossem.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063