23948sdkhjf

EMS'er bygger til: - Vi sidder lidt tæt

Efter udvidelse af produktionen er Necas klar til at udvide kontorafdelingen

Der er masser at se til hos EMS-virksomheden Necas.

Nu er den nordjyske virksomhed på vej med en udvidelse af kontorfaciliteterne.

- Lige nu er vi nødt til at bruge nogle lejede lokaler på den anden side af vejen, og vi sidder lidt tæt, siger CEO Peter Ladefoged.

Der mangler i skrivende stund kun en endelig byggetilladelse, og så kan spaden sættes i jorden næste måned. Til marts er det planen at tage hul på de nye kontorbygninger, der skal rumme administration, projektafdeling og salg.

Om Necas

  • Stiftet i 1982 som Nibe Elektronic Center.
  • Holder i dag til i Støvring.
  • Leverer en bred vifte af opgaver i EMS-branchen med blandt andet PCB-montage, boxbuild og udvikling.
  • Har som en af to danske EMS-virksomheder AS9100-certificeringen.
  • Virksomheden er ledet af CEO Peter Ladefoged, der har siddet på posten siden 2021.
  • Havde i 2023 et overskud efter skat på 8,5 millioner kroner.

Kilde: Necas, CVR

Købt nyt jord

I produktionshallen er der til gengæld lidt mere albuerum for tiden. Siden der kom nye linjer med blandt andet en ny lodderobot har man 8-doblet SMD-kapaciteten, så fabrikken kan følge med.

Der er dog allerede lagt op til, at Necas på et tidspunkt også kan foretage endnu en udvidelse af den del.

- Vi kan gøre meget med det, vi har. Men vi har købt et stykke jord bagved den nuværende ejendom, så vi kan bygge til. Det er ikke nødvendigt lige nu, så vi venter, til vi har behovet, siger Peter Ladefoged.

Men først skal de nye kontorfaciliteter være i hus. Med tilbygningen kommer Necas til at få cirka 330 ekstra kvadratmeter og dermed fordobles kontorpladsen.

Du kan læse om Peter Ladefogeds tanker om produktionsudvidelsen her.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063