23948sdkhjf

Sikkerhedsrådgiver: Angreb i Libanon bør få danske producenter til at se på sårbare supply chains

Et taiwanesisk firma er ufrivilligt blevet midtpunkt i et kæmpe terrorangreb, fordi deres personsøgere er blevet opsnappet og fyldt med sprængstof. Det bør give stof til eftertanke hos danske producenter, mener sikkerhedsrådgiver

Verden over måber man stadig efter hele to angreb på to dage mod Hizbollah i Libanon, der fik den militante bevægelses elektroniske udstyr til at eksplodere. Tusindvis af personsøgere og walkie-talkies eksploderede mellem hænderne på medlemmer af Hizbollah-bevægelsen. Et angreb Jens O. Serup, direktør for sikkerhedsvirksomheden Guardian Security Risk Management, betegner som det mest skadelige efter angrebet på World Trade center i 2001.

- Det uden tvivl det største angreb i nyere tid, jeg kan ikke komme i tanke om at have set noget lignende. Vi har jo før set, at man kunne bygge en bombe ind i en personsøger eller telefon, men ikke i så mange enheder på én gang. Efter angrebet den 11. september 2001 er det nok det angreb, der har skadet fleste mennesker på én gang, siger Jens O. Serup, der til dagligt rådgiver blandt andet virksomheder i sikkerhedsspørgsmål.

Det elektroniske udstyr var ikke produceret i Libanon, og i disse dage er flere internationale medier ved at opspore deres oprindelse og hvordan de blev fyldt med sprængstof. De mange personsøgere, der eksploderede tirsdag, bar navnet Gold Apollo, som er navnet på et taiwanesisk selskab. Onsdag bekræftede dets administrerende direktør, Hsu Ching-Kuang, til lokale medier, at de blev produceret på en fabrik i Ungarn.

- Jeg er bare en forretningsmand, hvordan er jeg pludselig blevet indblandet i et terrorangreb, sagde Hsu Ching-Kuang, der på pressekonferencen nægtede ethvert kendskab til, at hans virksomheds personsøgere var blevet omdannet til et våben.

Gå din supply chain igennem

Jens O. Serup går på baggrund af de nuværende oplysninger heller ikke ud fra, at den taiwanesiske virksomhed har været vidende om, at deres produkter var blevet fyldt med en sprængladning. Ifølge Serup er der to muligheder for, hvordan det kan være sket: under produktionen på fabrikken i Ungarn eller i transporten mellem Ungarn og Libanon.

Selv hælder han mest til den sidste mulighed, og sagen viser, hvor sårbar ens supply chain kan være, siger Serup.

- Det er jo enhver virksomheds værste skræk, at ens produkter bliver kontamineret eller kompromitteret undervejs i fragten. Man har jo ingen chance for at styre det som producent, det eneste man kan gøre som virksomhed er at vælge et fragtfirma, man har tillid til. Og det rejser jo spørgsmålet, er sikkerheden i logistikbranchen god nok, siger Jens O. Serup.

Som eksempel peger han på en sag fra oktober 2010, hvor det lykkedes terrorgruppen al-Qaeda at sende to pakker med printere, der havde en indbygget bombe. De to bomber blev først opdaget i lufthavnskontrollen i henholdsvis Dubai og East Midlands i England, hvor toldere agerede på baggrund af et tip. På trods af at kasserne var blevet scannede, kunne man ikke se sprængladningen i printerne med den daværende teknologi.

- Som logistikbranchen fungerer i dag, så vil man ikke kunne scanne alle pakker og forsendelser. Derfor vil jeg opfordre alle producenter til at gå hele deres supply chain igennem og lave en analyse. Er det det sandsynligt, at nogen vil skade mit produkt? Leverer vi til nogen, der kan misbruge det? Hvor er produktets sårbarheder i forhold til, om det kan gøres svagt eller farligt? Har vi styr på hele leverandørkæden? Siger Jens O. Serup.

Blev fabrik infiltreret?

Hvis personsøgerne ikke blev fyldt med sprængstof undervejs i transporten, er der også den mulighed, at fabrikken i Ungarn er blevet infiltreret eller at den alene har eksisteret for at udføre opgaven, siger Jens O. Serup.

- Den dyreste model er jo, at man opretter en virksomhed, der kun eksisterer for at producere personsøgere til det her angreb. Man kan også have fået to-tre medarbejdere ind på fabrikken, som man har placeret strategiske steder i produktionen. Så har de sat de rette dele i, så der blev lagt sprængstof i personsøgeren. Det gør også, at det bliver nemmere at holde operationen hemmelig, hvis så få mennesker deltager, siger Jens O. Serup.

Det viser, hvor sårbart outsourcing kan være, mener Jens O. Serup, der tror, at sagen vil få efterdønninger i EU.

- Hvis de her personsøgere vitterligt er blevet produceret i Ungarn, så forestiller jeg mig, at der kommer til at være en debat om, hvorvidt vi kan leve med risikoen for, at vores vares fri bevægelighed bliver brugt til krig på den måde. Skal der strammes op på reglerne for at outsource og for varernes fri bevægelighed? De her personsøgere kunne jo være endt i hænderne på uskyldige eller være eksploderet i Ungarn. Det kan man ikke acceptere, siger Jens O. Serup.

I alt er mindst 37 mennesker døde og omkring 3000 er blevet sårede i de to angreb via elektronik i Libanon tirsdag og onsdag, skriver Ritzau.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093