23948sdkhjf

Minister: International interesse for danske forsvarsvirksomheder er stor

Ifølge forsvarsministeren er de danske forsvarsvirksomheder populære under forsvarsindustrimesse i USA

Det har været stor interesse for de danske virksomheder under den årlige forsvarsindustrimesse i USA (Ausa).

Sådan lyder det fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), der har deltaget i messen sammen med cirka 20 danske virksomheder.

- Vi har ikke en kæmpestor forsvarsindustri, ligesom man har for eksempel i Tyskland og Frankrig. Men vi har nogle nye, spændende produkter, siger ministeren tirsdag aften dansk tid.

Han befinder sig i Washington D.C., hvor i alt cirka 650 virksomheder fra forskellige dele af verden deltager i forsvarsindustrimessen.

Den begyndte mandag og slutter onsdag. I en pressemeddelelse skriver Forsvarsministeriet, at det ventes, at omkring 30.000 personer deltager i messen.

Ifølge Troels Lund Poulsen er der for tiden stor opmærksomhed omkring, hvordan teknologiske produkter i fremtiden kan erstatte soldater ved fronten.

Det er her, at de danske forsvarsvirksomheder kan spille en større rolle ifølge ministeren.

- Det, som vi er gode til fra dansk side, er spørgsmålet om droner, antidronesystemer og for den sags skyld også det at bruge teknologien på en helt anden måde, end man har gjort før, forklarer Troels Lund Poulsen.

Tirsdag mødtes han desuden med den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, hvor blandt andet krigen i Ukraine og Natos styrkemål var på dagsordenen.

- Vi havde også lejlighed til at drøfte nogle af de større sikkerhedspolitiske dagsordener - herunder ikke mindst hvad der sker i og omkring Kina.

Ifølge Troels Lund Poulsen anerkendte Lloyd Austin under mødet Danmarks støtte til Ukraine - blandt andet i forhold til den danske donation af F-16-kampfly og uddannelsen af ukrainske militærfolk på dansk jord.

Derudover blev der diskuteret, hvordan Danmark og USA kan hjælpe Ukraine med at styrke landets egen produktion af militært materiel.

- Det med at opbygge en stærkere ukrainsk forsvarsindustri er med til at gøre, at ukrainerne kan få leveret de våben, som de har brug for, hurtigere, og at de kan vedligeholde de våben, der bliver produceret lokalt, på en helt anden måde, siger forsvarsministeren.

Han tilføjer, at han under sit besøg i USA er blevet gjort mere opmærksom på, at den forsvarsindustrielle strategi skal opdateres.

- Der er et ønske om, at vi skal spille en endnu større rolle i at hjælpe de danske forsvarsvirksomheder ind i de markeder, der åbner sig, og der kan vi godt forbedre os. Der er brug for et større politisk skub i den retning.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047