23948sdkhjf

Store investeringer vender kurven for nordjysk succesvirksomhed

Et strategisk skifte begynder nu at betale sig for Saphe

Det går den rette vej for Saphe.

For et par år siden så det - efter en række yderst succesfulde år - skidt ud for den nordjyske udbyder af trafikalarmer. For virksomheden havde sejret sig selv ihjel med et produkt, der holdt i så lang tid, at der pludseligt ikke var flere kunder tilbage.

I mellemtiden har ejerleder Freddy Sørensen og co. investeret et stort millionbeløb i at omlægge forretningen, og det begynder nu at give pote, for Saphe kan i et nyligt offentliggjort regnskab præsentere et overskud på 3,5 millioner kroner.

- Det er et udtryk for, at vi begynder at komme på den anden side af den store investering med en positiv bundlinje, fortæller Freddy Sørensen om indtjeningen, der i seneste regnskabsår lige akkurat rundede nul og året forinden hed -2,1 millioner kroner.

Kort fortalt kan det siges, at Saphe er gået fra at sælge et produkt til en service: et abonnement. De ældste udgaver af Saphes produkter kan fortsat bruges uden abonnement, men køber man de nyere udgaver, kræver det Saphes abonnementsløsning, som i dag har 320.000 brugere.

Fortsætter udvikling

Dermed er der nu en fast månedlig indkomst for Saphe. Men der skal stadig flere kunder til.

- Det er positive skridt, men vi har ikke indhentet alt det, vi har investeret, for det er dyrt at gå fra produkter til abonnement, siger Freddy Sørensen.

Og udgifterne til udviklingen fortsætter med at være høje. For selvom der er ikke er nye produkter i støbeskeen lige nu, så skal de fortsat udvikles rent softwaremæssigt.

Derfor kommer Saphe fortsat til at ansætte flere folk i udviklingsafdelingen til både at udvikle på det nuværende og til at udbyde nye services som led i abonnementsforretningen.

Herunder kan det blandt andet nævnes, at Saphes folk for tiden arbejder på at forbedre sin såkaldte hastighedsassistent, fortæller Freddy Sørensen.

Saphes teknologi, der blandt andet kan advare om kommende fartkontroller, består i indberetninger fra de tusindvis af brugere samt partnerskaber med eksterne dataleverandører.

Ser uden for landets grænser

Saphe holder til i Aalborg, og herfra servicerer man fortsat kunder i både ind- og udland med de 40 ansatte.

I skrivende stund er det stadig her til lands, virksomheden hovedsageligt opererer. Men Freddy Sørensen fortæller, at man lige nu er ved at styrke sin position på de norske og britiske markeder.

Ligeledes fremhæver han, at der er et stort forretningspotentiale i Tyskland, hvor der er 50 millioner billister.

Saphe er stiftet af Freddy Sørensen i 2015. Han ejer virksomheden sammen med sin hustru, Inger-Marie Sørensen, og børnene Emil og Nikoline Sørensen.

Saphe A/S
Regnskabsår 2023/2024 2022/2023
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 32,9 23,6
Resultat af primær drift 5,1 0,0
Resultat før skat 4,5 0,1
Årets resultat 3,5 0,1
Balancestatus 52,0 39,7
Egenkapital 13,5 10,0
Antal ansatte 40 33
Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125