23948sdkhjf

GPV har fyret 1000 det sidste år: - Vi er ikke mismodige

Selvom året ikke har været helt efter planen for GPV, er Bo Lybæk stadig fortrøstningsfuld

Markedet er stadig ved at rebalancere sig selv, efter ordrebøgerne bugnede efter komponentkrisen.

Det kan de fortsat mærke hos GPV, der efter årets første ni måneder er gået 14 procent tilbage til en omsætning på 6,8 milliarder kroner.

- Men jeg tror ikke, vi kommer til at se yderligere, siger CEO Bo Lybæk med henvisning til, at GPV også holder fast i de forventninger, der blev meldt ud i forlængelse af halvårsregnskabet: 8,9-9,2 milliarder kroner i omsætning og EBITDA på 610-640 millioner kroner.

8000 medarbejdere tilbage

Ikke desto mindre har GPV, Europas næststørste EMS-virksomhed, været nødt til at tage konsekvensen af tilbagegangen. For lige nu er det først forventningen, at markedet for alvor begynder at vende i anden halvdel af 2025.

I ledelsesberetningen, der er udgivet i forbindelse med tredje kvartal-regnskabet fra moderkoncernen Schouw & Co., lyder det, at "GPV har tilpasset sig de nuværende markedsforhold ved at tage stærke foranstaltninger for at beskytte indtjeningen, herunder en væsentlig reduktion i antallet af medarbejdere."

Bo Lybæk fortæller, at det - i forhold til for et år siden - drejer sig om cirka 1000 medarbejdere, som ikke længere er en del af GPV, der nu har lige knap 8.000 af slagsen.

Det tal hænger dog ikke kun sammen med markedsforholdene. Blandt andet kommer nogle af afskedigelserne fra forårets fabrikslukning i Malaysia, mens der også har været brug for mange ressourcer i forbindelse med integrationen af Enics efter fusionen i 2022, som for længst er fuldført.

Holder stadig fast i kunder

Det er dog langt fra kun dårlige nyheder, der er at finde hos GPV for tiden. Bo Lybæk kan fortælle, at den nye fabrik i Slovakiet er oppe at køre, mens han forventer den nye elektronikfabrik i Thailand forhåbentlig er klar til at blive taget i brug allerede i slutningen af denne måned.

- Så det er stadig godt. Vi er ikke mismodige, og vi har stor tro på fremtiden, for vi holder stadig fast i vores markeder og vores kunder.

Og at der både er noget, der går op, og andet der går ned, er ikke noget nyt fænomen, fortæller topchefen.

- Der er perioder, hvor man træder lidt på bremsen med den ene fod og på speederen med den anden. Lige nu træder vi lidt på bremsen med effektiviseringen og besparelser, og vi træder på speederen med nye fabrikker og produktudvikling. Sådan har det altid været i min tid i GPV, lyder det fra Bo Lybæk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094