Radarproducent får ny direktør: Skal omsætte for 2,5 milliarder
Peter Røpke bliver ny direktør i radarvirksomheden Weibel Scientific.
Det oplyser virksomheden tirsdag.
Peter Røpke kommer fra en stilling i den børsnoterede teknologivirksomhed RTX, hvor hans afgang blev meldt ud i juni.
I en pressemeddelelse fra Weibel lyder det fra bestyrelsesformand Jørgen Falkebo Jensen, at Weibel står foran år med store muligheder i markedet, som virksomheden med base i Allerød skal udnytte gennem produktudvikling og udvidelse i nye og eksisterende markeder.
- Peter Røpke er med sin omfattende CEO-erfaring og sin unikke kombination af global kommerciel ekspertise, dokumenterede resultater inden for drift og forretningsudvikling og dyb teknisk forståelse den ideelle leder til at tage denne udfordring op, udtaler formanden.
Om doppler-radarer
En doppler-radar er en specialiseret type radar, der anvender Doppler-effekten til at indsamle hastighedsdata om objekter på afstand
Ved at sende en mikrobølgesignal mod et mål og analysere, hvordan målets bevægelse har ændret signalets frekvens, kan radaren måle den radiale komponent af objektets hastighed med stor nøjagtighed.
Weibels doppler-radar-teknologi bruges blandt andet i forsvaret. Her kan udstyret måle hastighed og distance på artilleri. Teknologien kan ligeledes bruges til missilforsvar og droneforsvar.
Radarerne bruges også i rumindustrien til blandt andet at spore satellitter og rumaffald i rummet.
Kilde: Weibel
Skal realisere kæmpevækst
I løbet af de seneste fire år har Weibel vokset sin omsætning fra 325 millioner kroner til 575 millioner. I 2025 er målet at runde milliarden, mens Peter Røpke får til opgave at levere en omsætning på 2,5 milliarder inden 2030.
Weibel Scientific har i dag cirka 400 ansatte. Virksomheden leverer doppler-radarer og har de seneste år hentet sin vækst gennem kunderne i rumfarts- og forsvarsbrancherne.
Den skal nu fortsætte med Peter Røpke i spidsen, og han kender godt til at udfolde et vækstpotentiale i en virksomhed.
Siden han i 2016 kom til RTX, der leverer udstyr til telekommunikation til B2B-markedet, har virksomheden fra Nørresundby haft et samlet overskud på over 300 millioner kroner.
Den nye direktør tiltræder i sit job 2. december. Han erstatter Frode Scott Nilsen, der kom til Weibel i begyndelsen af 2022.
Før tiden i RTX har Peter Røpke været CEO i Flügger og arbejdet i Grundfos og Nokia. Han er uddannet ingeniør fra DTU.
Weibel Scientific er ejet af Thomas Øiseth Munkholm og Tina Munkholm Larsen Møller.