23948sdkhjf

GPV gik over en milliard tilbage: - Det er fortsat usikkert, hvornår vi kommer til at opleve en ny vækstfase

Fyldte lagre og generel lav efterspørgsel påvirkede året for GPV, der er i tvivl om, hvornår væksten vender tilbage

Det har været et svært år for GPV.

Det står klart i regnskabet for 2024, der netop er blevet offentliggjort, hvor omsætningen faldt fra 10,5 til 8,9 milliarder kroner.

- I 2023 oplevede vi en periode med eksplosiv vækst i efterspørgslen, som gav sig udslag i mangel på råvarer og lageropbygning. Herefter fulgte en periode, hvor markedet normaliserede sig, og i 2024 vendte situationen, idet kunderne nedbragte lagrene og reducerede efterspørgslen, samtidig med at komponent- og materialesituationen normaliserede sig, udtaler CEO Bo Lybæk i en pressemeddelelse.

GPV Group A/S
Regnskabsår 2024 2023
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 8.931 10.450
EBITDA 625 743
Resultat af primær drift 311 432
Resultat før skat 105 266
Årets resultat 34 167
Balancestatus 7.406 7.500
Egenkapital 2.447 2.372
Antal ansatte 7.862 8.562
Kilde: Schouw & Co.

Bo Lybæk har tidligere kaldt det en "rebalancering" af markedet ovenpå et udsædvanligt højt aktivitetsniveau i 2023, hvor GPV rundede en omsætning på 10 milliarder kroner. Det har blandt fået EMS-virksomheden, der er Europas næststørste af sin slags, til at kigge på organisationen.

Blandt andet er den samlede medarbejderstab skåret med cirka 700, så den nu ligger på 7.862 ansatte. Ligeledes har man i løbet af året lukket for kabelproduktionen i Østrig og konsolideret denne i Slovakiet og Sri Lanka og konsolideret mekanikproduktionen i Thailand, hvilket vil føre til lukning af fabrikken i Tarm, der i mange år fungerede som hovedkvarter for GPV.

- Vi er først og fremmest optaget af vores konkurrenceevne – uanset om det drejer sig om kvalitet og service eller handelsbetingelser. Vi konsoliderer derfor vores produktions-setup og -kompetencer, samtidig med at vi styrker og forenkler forretningen. Dette vil øge vores effektivitet og skærpe vores relevans over for kunderne yderligere. Tidspunktet er det rigtige for et sådant fokus, udtaler Bo Lybæk.

Usikkert hvornår vækst kommer

Bo Lybæk siger videre, at de strategiske tilpasninger i 2024 vil fortsætte i 2025, og at det vil komme organisationen til gode i det lange løb.

I første omgang kan Bo Lybæk se ind i en begyndelse på 2025, hvor der er nok at se til, omend væksten ser ud til at lade vente på sig.

- Vi har en god ordrebeholdning, som giver os positive forventninger til de kommende år og et solidt grundlag for at opnå nøgletal for 2025 på niveau med 2024. På den anden side er det fortsat usikkert, hvornår vi kommer til at opleve en ny vækstfase. Det vil sandsynligvis ske i andet halvår af 2025 eller begyndelsen af 2026. Uanset hvad er vi klar, når den kommer, lyder det fra Bo Lybæk.

Forventningerne til regnskabsåret ligger således på en omsætning i størrelsesordenen 8,7 til 9,3 milliarder kroner med et EBITDA-resultat på 590 til 650 millioner kroner.

Heri indgår dog ikke udgifter på forventet 40 millioner kroner til omstrukturering af produktionen, hvorfor forventningen til 2025 i praksis er fremgang sammenlignet med 2024.

GPV har eksisteret siden 1961, hvor det blev etableret som Glostrup Pladeværksted.

Virksomheden leverer EMS-ydelser men har desuden en stor del af forretningen inden for nærliggende områder som mekanik og kabler.

GPV er ejet af industrikonglomeratet Schouw & Co.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.322