23948sdkhjf

GPV om svær EMS-branche: - Det er fortsat usikkert

Første kvartal hos GPV var i samme leje som i fjor i et svært forudsigeligt forretningsklima

EMS-branchen er stadig utilregnelig, og det kan mærkes hos GPV, der fortsat kæmper med at genetablere væksten.

Kvartalsrapporten fra GPV's ejere, industrikonglomeratet Schouw & Co., viser en omsætning i første kvartal på 2,2 milliarder kroner - en nedgang fra 2,3 milliarder kroner i Q1 2024. EBITDA lander på 143 millioner kroner mod 155 af slagsen året før.

- Nøgletallene for første kvartal blev som forventet til trods for mange ændringer i forretningsklimaet, hvis omfang ikke kunne forudses. Vi er derfor tilfredse med at have fastholdt den gode fremdrift og med, at ordreindgangen fortsat er på et pænt niveau, udtaler CEO Bo Lybæk.

GPV International A/S
Regnskabsår Q1 2025 Q1 2024
Valuta mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning 2.200 2.320
EBITDA 143 155
Resultat af primær drift 66 76
Resultat før skat 1 -6
Periodens resultat -7 -19
Balancestatus 7.314 7.301
Egenkapital 2.411 2.275
Kilde: Schouw & Co.

Direktøren fremhæver desuden, at GPV, der er Europas næststørste EMS-virksomhed og har hovedsæde i Vejle, i kraft af ovenstående uforudsigelige forretningsklima må "reagere agilt og præcist" på ændringerne og "bevare roen".

Nødvendige ændringer

I forhold til at bevare den omtalte ro lægger GPV i pressemeddelelsen også vægt på, at man agter at holde fast i de strategiske beslutninger, man gennem de seneste år har taget.

Det indebærer blandt andet de tilpasninger i produktionskapaciteten, som nærværende medie også tidligere har beskrevet.

Således fremhæver de lukningen af mekanikfabrikken i Tarm, lukningen af kabelproduktionen i Østrig og en reducering af aktivitetsniveauet på fabrikken i Sverige. Her vil man samle al mekanik i Thailand og al kabelproduktion i Slovakiet og Sri Lanka.

- Det er det rigtige tidspunkt at implementere de nødvendige ændringer i vores driftsmæssige tilstedeværelse. Det vil styrke vores konkurrencemæssige position både globalt og regionalt og medføre lavere omkostninger, øget effektivitet og en højere kapacitetsudnyttelse, lyder det fra Bo Lybæk.

Holder fast i guidance

I det lys er forventningen hos GPV og Bo Lybæk, at man kan nå i mål med de forventninger, som man fra regnskabsårets start meldte ud. Det sker på trods af, at sigtbarhed på for resten af året er lav.

Således er forventningerne til helåret 2025 en omsætning på 8,7-9,3 milliarder kroner og et EBITDA på 590-650 millioner kroner.

- Vi forventer fortsat afdæmpet efterspørgsel, men har taget skridt til at tilpasse os situationen, herunder en væsentlig reduktion af medarbejderstaben i 2024. Det er vanskeligt at forudsige, hvornår markedet retter sig, men der ventes ikke nogen væsentlig fremgang i efterspørgslen før slutningen af 2025, og det er fortsat usikkert, hvornår og hvor hurtigt vi kommer til at se ændringer, siger Bo Lybæk.

GPV har eksisteret siden 1961, hvor det blev etableret som Glostrup Pladeværksted.

Virksomheden leverer EMS-ydelser men har desuden en stor del af forretningen inden for nærliggende områder som mekanik og kabler.

GPV er ejet af industrikonglomeratet Schouw & Co.

Virksomheden beskæftiger over 7000 ansatte.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062