Stifter efter dramatisk kup: - Jeg må antage, de har en plan
Der er drama i den børsnoterede nordjyske virksomhed Asetek.
En række investorer har i løbet af de seneste måneder øget deres ejerandel i væskekøling-virksomheden, og nu har de ved en snedig manøvre afsat hele bestyrelsen og erstattet den med egne folk. Det har også kastet stifter André Sloth Eriksens fremtid op i luften.
André Sloth Eriksen er også CEO i Asetek og etablerede virksomheden for over 20 år siden. Han skjuler ikke sin utilfredshed over udviklingen.
- Der tropper en investorgruppe op, som jeg ikke kender, og vælter bestyrelsen og sætter sig selv ind. Jeg må antage, de har en plan, men det er ikke noget, jeg har hørt noget om. Jeg ved ikke, hvad deres planer er, eller hvorfor de gjorde, som de gjorde, siger André Sloth Eriksen.
Den nye bestyrelse består af Søren Klarskov Vilby, Jakob Have, Lars Kristensen, Lasse Dannulat og Dennis Nymann med førstnævnte som formand. De repræsenterer blandt andet Vorup Invest og Nordic Compound, der er blandt de største minoritetsinvestorer i Asetek, der i fjor tabte over 150 millioner på bundlinjen.
Til sammen repræsenterer den nye bestyrelse omkring 25-30 procent af ejerskabet i Asetek, som producerer væskekøling til gamingcomputere og motorsportssimulationsudstyr til gaming.
Den tidligere bestyrelse var en markant én af slagsen med Anja Monrad, Jukka Pertola, Erik Damsgaard og René Svendsen-Tune. Det er navne med bestyrelseserfaring fra store virksomheder som GN Store Nord, Tryg, Cowi og Nilfisk.
- I min optik havde Asetek en af de dygtigste og bedste bestyrelser i verden sammenholdt med størrelsen på virksomheden, siger André Sloth Eriksen om sin nu forhenværende bestyrelse.
Asetek har i dag godt 100 ansatte og omsatte i seneste regnskabsår for 52,5 millioner dollars, svarende til omkring 345 millioner kroner.
Nu skal han arbejde med en anden bestyrelse med andre karakteristika end den forhenværende.
- Den gamle bestyrelse var ansat på kompetencer. Nogle vidste noget om OEM, nogle noget om retail og andre om produktudvikling og børsnoterede selskaber. Den nye bestyrelse er valgt alene på ejerandel, siger André Sloth Eriksen.
Tænker ikke på egen situation
André Sloth Eriksen fortæller, at generalforsamlingen, der fandt sted i sidste uge, som regel plejer at forløbe uden stort drama. Der er typisk tale om formaliteter med godkendelse af regnskab og genvalg af bestyrelse. Men denne gang havde den nye aktionærgruppe andre planer.
- De repræsenterer kun 25-30 procent af aktionærerne. Men mange procent af aktionærerne var ikke mødt op, så derfor kunne de få flertal, fordi det kun handler om at få flertal blandt de, der stemmer, siger André Sloth Eriksen og fortsætter:
- Den gamle bestyrelse repræsenterede alle ejerne, den nye repræsenterer kun et mindretal.
André Sloth Eriksen fortæller, at han har været i kontakt med den nye formand, og at meldingen er, at han foreløbigt skal fortsætte som hidtil. Om det kommer til at forblive sådan, er dog uvist.
- Jeg ved ikke, hvad det kommer til at betyde for mig. Jeg skal nok finde et nyt job, hvis det er det. Min loyalitet er overfor medarbejderne og aktionærerne, og jeg tænker ikke så meget på min egen situation, siger André Sloth Eriksen.
Svær periode
Asetek har haft nogle svære år, hvor det oprindelige forretningsområde, væskekøling, ikke har præsteret som håbet. Det betød en stor omsætningstilbagegang i fjor med et trecifret milliontab på bunden.
Ligeledes måtte virksomheden, der har hjemme i Aalborg, i slutningen af sidste år rejse en stor portion frisk kapital. Det skete med henblik på at styrke satset i virksomhedens andet forretningsben, Simsports, som er udstyr som rat og pedaler til motorsportsspil.
Virksomheden har hjemme i Aalborg og er repræsenteret i Kina og Malaysia.
André Sloth Eriksen stiftede Asetek i 2000.
Electronic Supply forsøger at få en kommentar fra bestyrelsesformand Søren Klarskov Vilby.