Østjyder åbner arabisk kontor: Oplever stor global efterspørgsel
Den østjyske virksomhed PR Electronics åbner nyt kontor i Saudi-Arabien.
Det oplyser virksomheden, der udvikler og fremstiller signalbehandlingsudstyr til proces- og fabriksautomatiseringsindustrien, i en pressemeddelelse.
Det nye kontor skal agere som brohoved og regionalt hub for IMEA(Indien, Mellemøsten og Afrika)-regionen, hvor man oplever en stigende efterspørgsel.
- I PR Electronics oplever vi en voksende global efterspørgsel på vores løsninger, særligt i Saudi-Arabien og de omkringliggende IMEA-markeder. I forlængelse af vores ambitiøse vækststrategi vil vi være tættere på vores kernemarker. Dette spændende nye operationelle setup vil give kunder og partnere i Saudi-Arabien og de omkringliggende IMEA-markeder direkte adgang til PR Electronics' ekspertise, udtaler Lea Montague, head of global business development.
Voksende marked
PR Electronics har hjemme nær Rønde på Djursland, hvor virksomheden udvikler og producerer sine produkter inden for signalbehandling.
Det er også her, man fremover vil varetage produktionen, mens kontoret i Saudi-Arabien vil blive bemandet af ingeniører og håndtere partnerskaber.
- Ved at etablere en regional hub i Saudi-Arabien vil vi styrke kundeoplevelsen og samtidigt styrke vores position i et voksende procesautomationsmarked, som har stort potentiale, udtaler Shakeb Assri, der bliver general manager for kontoret.
PR Electronics Group står udover hovedsædet i Danmark og det nye kontor i Saudi-Arabien også bag datterselskaber i Frankrig, Sverige, Italien, Tyskland, Spanien, USA, Kina og Skotland.
Koncernen omsatte i 2023/2024 for 472 millioner kroner med et bundlinjetab på 148 millioner kroner.
Virksomheden har i alt 227 ansatte.