23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Electronic Supply

Jul i EMS-land: Nordjysk EMS'er investerede tungt i 2025

Electronic Supply ser tilbage på 2025 - og frem mod 2026

2025 er ved at gå på hæld, og den anledning bruger vi her på Electronic Supply-redaktionen til at spørge en række aktører om, hvordan de ser på det snart forgangne år - og tage et kig fremad.

Vi har valgt at spørge en række repræsentanter fra EMS-branchen om både erfaringer og forudsigelser om egne virksomheder og for branchen.

Spørgsmålene er besvaret skriftligt.

Spørgsmålene er i denne omgang besvaret af Heine Kragelund, administrerende direktør og ejer i den nordjyske EMS-virksomhed EuroTechnic.

1. Hvilken historie fra branchen har fået for lidt opmærksomhed i år – og hvorfor?

Mange er ikke klar over, at der faktisk foregår betydelig elektronikproduktion i Danmark. Den udbredte opfattelse af, at al elektronik fremstilles i Kina, skaber et misvisende billede af branchen og gør det udfordrende at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Denne manglende synlighed betyder, at vores sektor ofte overses, selvom vi rummer avancerede produktionsmiljøer, høj ekspertise og stærke karrieremuligheder.

2. Hvad har været den største udfordring i dit arbejde i år?

I november sidste år traf vi beslutningen om at etablere en ny produktionshal på 800 kvadratmeter dedikeret til slutsamling. Parallelt gennemførte vi implementeringen af et nyt ERP-system – en betydelig modernisering af vores interne processer. På trods af disse omfattende investeringer har 2025 udviklet sig til det mest travle og aktivitetsfyldte år i virksomhedens historie.

3. Hvad er du mest stolt af, når du ser tilbage på 2025?

Vi er stolte af, at vi på under et år har formået at opføre vores nye produktionshal. Det nye område er designet med optimalt lys, god akustik og et behageligt arbejdsmiljø og står nu klar til brug. Vi ser frem til at præsentere faciliteterne for både nuværende og kommende kunder.

4. Hvilken udvikling i markedet har haft størst betydning for jer i år – og hvordan har I reageret på den?

Kundernes krav til produktion i EU og fokus på klimaaftryk betyder, at nærhed mellem udvikling og produktion er afgørende. Det bliver betydeligt nemmere, når man taler samme sprog og hurtigt kan besøge produktionen for at løse eventuelle udfordringer. Samtidig har vi stort fokus på klimaaftrykket, blandt andet gennem installationen af et jordvarmeanlæg, der bidrager til en mere bæredygtig drift.

5. Hvilket tidspunkt eller begivenhed har i løbet af 2025 været vigtigst for at rykke branchen i en positiv retning?

Der er ingen tvivl om, at erfaringerne fra Covid-19 stadig huskes, især hvordan al produktion kunne lukkes ned med meget kort varsel. De aktuelle globale udfordringer understreger samtidig, hvor vigtigt det er at have produktion i EU.

6. Hvilken virksomhed eller person blandt jeres konkurrenter har gjort noget, du gerne havde set, at I havde været først med (eller havde gjort) – og hvorfor?

Vi har mange dygtige konkurrenter med dygtigt personale, men med over 40 års erfaring i branchen har vi i ledergruppen udviklet en klar strategi, hvor tæt og åbent samarbejde med vores kunder står centralt. Vi tror på, at netop dette partnerskab sikrer de mest optimale løsninger og skaber værdi for alle parter.

7. Hvilken beslutning eller satsning bliver den mest afgørende for jeres position det kommende år?

Vores nye tilbygning, opnåelsen af Medico- og EX-certificeringer samt fokus på rekruttering og opkvalificering af medarbejdere har alle været centrale elementer i vores fortsatte udvikling og vækst.

8. Hvilke tendenser tror du bliver mest afgørende for EMS-branchen i 2026?

Vi og vores kunder har et fælles fokus på bæredygtige og langtidsholdbare kvalitetsprodukter. Målet er at levere topkvalitet, der bidrager til at reducere “køb og smid ud”-mentaliteten og fremme mere ansvarligt forbrug.

9. Hvor ser du de største vækstmuligheder for EMS-branchen i Danmark i de næste to-tre år?

Gennem fortsat automatisering og tæt dialog med udviklingsteamet sikrer vi, at produkterne bliver både omkostningseffektive og optimerede uden at gå på kompromis med kvaliteten.

10. Hvad gør I for at følge med i den teknologiske udvikling i jeres produktion?

Vi følger nøje de nyeste udviklinger hos vores robotleverandører og opretholder tæt sparring, så vi sikrer, at alle bevæger sig i samme retning mod fælles mål.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.016|