Det amerikanske marked kan være svært at navigere i, og det skal et nyt partnerskab hos GPV med en amerikansk EMS'er være med til at løse.
Partnerskabet mellem den danske EMS-virksomhed GPV og den texanske ditto East/West Manufacturing Enterprise, EWME, skal således styrke GPV's vej ind til nogle specifikke amerikanske kunder.
AnnonceDet skyldes, at GPV har visse kunder, som leverer produkter til det offentlige USA, altså eksempelvis counties eller til staten. Disse er underlagt BABA (Buy America, Build America)-kravene, hvorfor GPV ikke uden videre kan levere hertil fra sin fabrik i Mexico.
- Det er en win-win for både os og dem, fordi vi kan levere til nogle kunder, som skal leve op til BABA-regulativerne, og for EWME får de en øget kapacitet inden for industriel elektronik med en partner i Mexico, siger GPV's CEO, Bo Lybæk.
BABA (Build America, Buy America) er en del af den amerikanske infrastrukturpakke fra 2021 og stiller krav om, at jern, stål, byggematerialer og produkter til offentligt finansierede projekter i USA skal være produceret i landet. Formålet er at styrke amerikansk industri og sikre lokale arbejdspladser.
Kilde: US Environmental Protection Agency
Han fortæller, at ordrerne til kunder, som er omfattet af BABA-regulativerne, udgør en "beskeden" andel af den samlede fordeling af GPV's produkter til det amerikanske marked.
- 96 procent af vores produkter fra fabrikken i Mexico er USMCA-compliant, siger Bo Lybæk med henvisning til frihandelsaftalen mellem USA, Mexico og Canada.
- Der er tillid
Partnerskabet kom i stand, fordi både GPV og EWME søgte efter en aftale, og ad omveje fik Bo Lybæk og EWME's CEO og ejer, Andy Salo, kontakt med hinanden.
Derefter pågik der et arbejde, hvor begge parter skulle se hinandens faciliteter an. EWME har tre SMT-linjer og 75 ansatte og er derfor på ingen måde en EMS'er i GPV's størrelse. Vejle-virksomheden har cirka 7500 folk på lønningslisten.
AnnonceUnder corona-pandemien byggede EWME en ny fabrik, og gennem samtaler med Andy Salo og under GPV-teamets besøg hos virksomheden i Austin kunne Bo Lybæk ved selvsyn konstatere, at både faciliteter og arbejdskraft lever op til GPV's standarder. Desuden skulle Bo Lybæk af de givne kunder have grønt lys til, at deres GPV-ordrer blev produceret hos EWME.
Bo Lybæk kan desuden fortælle, at samarbejdet vil være bygget op på en måde, hvor man fra kundecase til kundecase vil lade EWME overtage produktionen - og omvendt. Dermed vil GPV ikke være tvunget til at gå til EWME med hver enkel ordre.
- Vi taler samme sprog og har samme forståelse for at gøre forretning. Så der er en tillid til, at de godt kan køre det, siger Bo Lybæk.
AnnonceHan fortæller desuden, at han og Andy Salo har klare aftaler for, hvem der "ejer" kunderne, og hvem der bistår med produktion for den anden part.
Lav risiko
Det er første gang, at GPV på denne måde indgår et partnerskab for at styrke kapaciteten i et bestemt område eller marked. Typisk har man selv bygget fabrikker eller opkøbt virksomheder, men det var sværere nu:
- Vi har haft USA som M&A-mål i mange år, men det har vi sat på pause, fordi situationen er så usikker. Der skal noget mere stabilitet til, før vi vil gøre det. Men med den her løsning, kommer vi lidt tættere på det amerikanske marked, og så er det en low-risk approach, som kan løse en udfordring for nogle af vores kunder, siger Bo Lybæk om partnerskabet.
AnnonceGPV omsatte i 2024 for knap 9 milliarder kroner. Virksomheden har hovedsæde i Danmark men produktion i 11 lande verden over.
Foruden EMS-løsninger som montage, box build, test og udvikling leverer GPV og kabel- og mekanik-produktion.