GPV kom ud af 2025 med en mindre tilbagegang på omsætningen og en mindre stigning på driften.
Omsætning landede på 8,7 milliarder kroner, mens EBITDA lød på 641 millioner kroner. Dermed er det i det store og hele et regnskab i cirka samme leje som året forinden.
Annonce– 2025 var præget af en normalisering af efterspørgslen – som dog var påvirket af fortsatte udsving på grund af blandt andet toldsatser – og samtidig af løbende driftsforbedringer. Den overordnede efterspørgsel var flad, men vi ser tidlige tegn på bedring i visse segmenter, udtaler CEO Bo Lybæk i en pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet.
| Regnskabsår | 2025 | 2024 | 2023 |
| Valuta | mio. DKK | mio. DKK | mio. DKK |
| Nettoomsætning | 8.702 | 8.931 | 10.450 |
| EBITDA | 641 | 625 | 743 |
| Resultat af primær drift | 341 | 311 | 432 |
| Resultat før skat | 182 | 105 | 266 |
| Årets resultat | 82 | 34 | 167 |
| Balancestatus | 7.114 | 7.406 | 7.500 |
| Egenkapital | 2.445 | 2.447 | 2.372 |
| Antal ansatte | 7.515 | 7.862 | 8.562 |
| Kilde: Schouw & Co. | |||
Han fremhæver blandt andet cleantech, måling og transport/jernbane som områder, hvor GPV ser bedring.
Direktøren fremhæver desuden, at lønsomheden voksede i fjor, ligesom han bemærker de forbedrede pengestrømme, der gik fra 291 til 744 millioner kroner.
Den styrkede lønsomhed hænger blandt andet sammen med den række af besparelser, som GPV har foretaget gennem 2025, hvor der har været fabrikslukninger og nedskæringer på fabrikker, mens man andre steder har åbnet eller udvidet fabrikker.
Lav sigtbarhed
I meddelelsen fremhæver GPV, at materialeforsyningssituationen generelt er stabil, men den er presset især inden for hukommelseschips, hvor AI og datacentre tager en stor del af kagen.
Annonce– Den nuværende situation i forhold til hukommelseskomponenter kræver opmærksomhed, og vi holder tæt kontakt med både kunder og leverandører. I den aktuelle situation er gennemsigtighed og tidlig planlægning derfor afgørende. Vores stærke leverandørnetværk og mangeårige kundesamarbejder er vigtige styrker i denne sammenhæng, lyder det fra Bo Lybæk.
Af samme årsag er sigtbarheden lav, og derfor udmelder GPV i første omgang en guidance, der lægger op til en omsætning i samme leje som i 2025 - nærmere bestemt hedder forventningerne 8,5-9,0 milliarder kroner.
AnnonceForventningen til EBITDA ligger mellem 690 og 750 millioner kroner, en fremgang der skal tilskrives de fortsatte gevinster af de seneste års tilpasninger.
GPV har eksisteret siden 1961, hvor det blev etableret som Glostrup Pladeværksted. Hovedsædet er i dag i Vejle, mens den danske produktion ligger i Aars i Nordjylland.
Virksomheden leverer EMS-ydelser men har desuden en stor del af forretningen inden for nærliggende områder som mekanik og kabler. Produktionen foregår i 11 lande verden over.
GPV er ejet af industrikonglomeratet Schouw & Co.
Annonce