23948sdkhjf
Log ind eller opret et abonnement for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Electronic Supply
Annonce
Annonce

Skal hyre 180 folk: Odense-virksomhed vil producere 1000 droner om året

Dansk-amerikansk droneselskab kan inden længe begynde produktion i stor skala
Annonce

Det har været undervejs et par år, men nu begynder der for alvor at ske noget i HCA Airport på Fyn.

Den dansk-amerikanske dronevirksomhed Thunderstrike Aviation rykker inden længe ind i det 4400 kvadratmeter store domicil og produktionshal. Og det betyder, at man inden længe skal opnormere stort.

Annonce

I dag har Thunderstrike Aviation otte ansatte i HCA Airport, men frem mod årets slutning vil det tal blive forøget med cirka 70 personer, fortæller VP for operations for Thunderstrike Aviation Europe, Christian Lindblad Højland.

Det vil især være i form af ingeniører til udvikling og kvalitetssikring af de op til 150 kg. tunge droner, som virksomheden inden længe sender på markedet.

Snart klar til at skalere produktion

Christian Lindblad Højland fortæller, at man kort herefter vil kunne tage hul på produktionen:

– Vi er i de afsluttende faser af udviklingen af en prototype. Og når vi er færdige med det, skal vi ansætte operatører, lyder det.

Det vil sandsynligvis ske hen mod slutningen af året, og Christian Lindblad Højland vurderer, at man på sigt skal hente omkring 90 folk til produktionsafdelingen.

Annonce

Forsvar i første omgang, men kan bruges bredt

Thunderstrike Aviations kerneprodukt er store droner, der kan bruges til overvågningsformål. I første omgang er det tanken, at dronerne skal sælges til forsvars- og beredskabsformål.

Det kan eksempelvis være til brug i forbindelse med overvågning af større farvande eller grænseområder. Men dronerne har "et hav af anvendelsesmuligheder", lyder det fra Christian Lindblad Højland.

– Vi vil på sigt adressere både det militære og kommercielle marked, for det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser. Så jeg kan godt forestille mig, at det kommercielle på et tidspunkt i fremtiden bliver den største del af forretningen, siger Christian Lindblad Højland.

Annonce

Han fortæller, at potentielle kunder i det kommercielle og civile marked vil kunne findes inden for f.eks. leverancer til offshore-industrien, kortlægning, f.eks. af drikkevandsområder eller andre geologiske formål.

Tilpassede leverancer

Tanken med Thunderstrike Aviations droner er, at de skal være modulært opbygget og derfor kan tilpasses de enkelte kunders behov.

Derfor vil der ikke være tale om en hyldevare, som "bare" kan bestilles.

– Der kommer til at være en høj grad af tilpasning til den enkelte kunde. Tanken er, at der er en standardplatform, men at der kan være forskellig elektronik i de enkelte droner, som skal integreres, og det kræver nye tests, siger Christian Lindblad Højland.

Annonce

Det er af den årsag, at langt størstedelen af de 70 nyansættelser frem mod nytåret kommer til at være inden for det ingeniørtekniske område. Christian Lindblad Højland vurderer, at placeringen i Odense-området giver Thunderstrike gode kort på hånden til at rekruttere de rette folk, fordi der i forvejen er stærke ingeniørkompetencer i området, blandt andet i forbindelse med robot-clusteret i Odense.

Han siger dog, det kan være sværere at finde specialister inden for aviation, og at det muligvis kan blive en nødvendighed at rekruttere fra udlandet på det området.

1000 om året

Med et mål om på sigt at ansætte 90 folk til produktionen - fordelt i to skift af 45 - har Christian Lindblad Højland stor tro på virksomhedens kapacitet:

Annonce

– Vi kan producere lige så meget, som markedet kan tage. Vi forventer, at vi i det nuværende setup kan levere op til 1000 droner om året, siger han.

Desuden lyder det, at man allerede nu barsler med planer om at udvide fabrikken yderligere på et senere tidspunkt.

Thunderstrike Aviation er stiftet af amerikanske David Schmidt og har formelt hjemme i USA. Virksomheden har dog kun research-faciliteter på den anden side af Atlanten og har derfor langt de fleste aktiviteter på Fyn.

Annonce Annonce
BREAKING
{{ article.headline }}
0.078|