Den aktuelle fremgang i Kohsel kommer ikke kun af et øget salg, den kommer også fra en trimning af transformatorproducenten de seneste år.
Det fortæller CEO Torben Drejer, der har siddet på posten siden foråret i fjor.
Da det nuværende ejerskab tog over, valgte man at arbejde i tre spor. Tre gange excellence i henholdsvis økonomi, salg og drift, kalder Torben Drejer det.
AnnoncePå det finansielle plan står Kohsel i dag væsentligt anderledes end for to år siden. Dengang var virksomheden fortsat primært ejet af kapitalfonden Blue Equity, og selskabet var endt et sted hvor finansieringen og driften var presset. Ejerkredsen bag virksomheden er nu Kohsel-familien, AMBright samt Thomas Vinter og Torben Drejer. Ifølge sidstnævnte kan man nu drive transformervirksomheden med mere ejerledet tilgang og tankegang, hvilket har medført simplere arbejdsgange:
– Vi gik alle ind i dette ejerskab med ambitioner om at gøre Kohsel endnu mere attraktiv via friheden til at investere i ny teknologi og kapabiliteter. Efter vi har fået styretøjet, kan vi måned efter måned investere den profit, vi skaber, siger Torben Drejer.
AnnonceKohsels driftsresultat voksede i 2025/2026 fra 4,3 til 13,8 millioner kroner.
Tror på investeringer
Investeringerne omfatter nyt maskineri på fabrikkerne. Blandt andet er der en ny fuldautomatisk linje til højvolumenproduktion på vej til fabrikken i Thailand. Investeringen er lavet, fordi en bestemt kunde efterspurgte et bestemt maskineri.
Sådan har investeringsstrategien generelt været i Kohsel i årevis, fortæller direktøren. Man har typisk brugt penge på nye maskiner og linjer, hvis en specifik kunde har efterspurgt en bestemt type service.
Men i det nye ejersetup behøver det ikke altid være sådan. Torben Drejer fortæller om investeringen i ny teknologi til flat-edge højkantsvikling.
Annonce– Vi har ingen fast aftale med et kundeprojekt, og det er lidt ud-af-boksen i Kohsel-regi. Der plejer som regel at være et fast projekt, før vi hiver nye ting ind i butikken. Men vi tror så meget på den her, at det er så godt et alternativ for kunderne.
– Det er meget bevidst. Vi har lavet vores benarbejde og tør godt starte et projekt, fordi vi har en tiltro til, at det kan være succesfuldt, hvor vi normalt har skullet have en garanti for return of investment. Det er ikke sikkert, at vi kommer til at tjene penge på det i dette regnskabsår, men da vi gik ind i det her, gav vi hinanden håndslag på, at vi ville re-investere for at skabe et Kohsel, der står stærkt langt ud i fremtiden, siger Torben Drejer.
AnnonceNedsætter kompleksiteten
På det operationelle plan henviser han blandt andet til sin mangeårige erfaring som direktør i EMS-virksomheden ETK EMS.
– I EMS-branchen arbejder man meget med at mindske kompleksitet og optimere på tingene. Det har gjort gevaldigt for indtjeningen, siger Torben Drejer.
Torben Drejer fremhæver desuden en række lean-aktiviteter i organisationen. Virksomheden har blandt andet arbejdet med at ændre på sammensætningen af supply chains og logistik både ind og ud af Kohsels fabrikker i Letland og Thailand.
Dertil har Kohsel droppet sin tyske forretning.
– Vi går all in på Skandinavien.
Desuden siger Torben Drejer, at "AI er blevet en god ven" i organisationen, hvor man bruger værktøjet til optimere eksempelvis logistikopgaver, ligesom man har digitaliseret en stor del af arbejdsgangene på fabrikkerne.
AnnonceKohsel beskæftiger i alt over 400 medarbejdere.


