Hos Allerød-virksomheden steg omsætningen i første kvartal af regnskabsåret med 18,1 procent i forhold til samme periode sidste år. Omsætningen for tredje kvartal 2013/14 lyder således på 11,3 mio. kr. imod 9,5 mio. kr. i samme periode sidste år.
Ifølge ChemoMetec skyldes den stigende omsætning dels en forøgelse af instrumentsalget med 20 procent og dels en forøgelse af salget af forbrugsvarer med 17 procent.
På instrumentsiden er det især NC-3000 og NC-200, der har bidraget til salgsfremgangen. Omsætningen fra disse to instrumenttyper udgør 66 procent af den samlede instrumentomsætning.
ChemoMetec påbegyndte i regnskabsåret 2012/13 produktudviklingen af et nyt celleanalyse-instrument til ”high-end” billedcytometri. Udviklingsarbejdet er fortsat i tredje kvartal af det nye regnskabsår og er forløbet tilfredsstillende. Det forventes, at en prototype af instrumentet foreligger i løbet af 2014.
Samtidig er virksomheden ved at udvikle en ny softwareopgradering til NC-3000, ligesom en ny apoptose-applikation er under udvikling. Begge forventes, at blive salgsfrigivet inden sommeren 2014.
ChemoMetec fastholder forventningerne til regnskabsåret 2013/14 bestående af en omsætning i intervallet 43-45 mio. kr. og et driftsresultat i niveauet 6-8 mio. kr.