23948sdkhjf

Nyt dansk innovationscenter åbner i München

Udenrigsminister Per Stig Møller og videnskabsminister Helge Sander har besluttet, at Danmarks næste, internationale innovationscenter skal placeres i München. Centret forventes indviet i begyndelsen af 2008.
Innovationscentret i München etableres i samarbejde mellem Udenrigsministeriet og Videnskabsministeriet, og det får et tæt samarbejde med Danmarks ambassade og handelskontorer i Tyskland. Centret skal også bruges til at markedsføre danske forsknings- og erhvervsmæssige spidskompetencer med henblik på at trække udenlandske investeringer til Danmark.

- München er et af Europas førende forsknings- og innovationsmiljøer. Samtidig er Tyskland vort største eksportmarked. Kombinationen af et forskningsmiljø i verdensklasse samt et stort kommercielt marked gør München til et oplagt valg for placering af et dansk innovationscenter. Delstaten Bayern investerer i disse år store summer i forskning og innovation. Tyskland og Danmark har som gode naboer og samhandelspartnere et stærkt udgangspunkt for at udvide samarbejdet inden for fremtidens vækstområder til gavn for begge landes konkurrenceevne, siger udenrigsminister Per Stig Møller.

- München huser to ud af Tysklands tre eliteuniversiteter, og det nye innovationscenter vil blive en ideel samarbejdspartner for danske universiteter og højteknologiske virksomheder, der ønsker at styrke samarbejdet med og kontakterne til førende forsknings- og innovationsmiljøer. München-centeret supplerer på bedste vis de tilsvarende centre i Silicon Valley og Shanghai, og de tre centre vil bidrage til regeringens mål om at styrke internationaliseringen af dansk forskning og innovation, tilføjer videnskabsminister Helge Sander.

Innovationscentret i München bliver det tredje i rækken. Det første innovationscenter åbnede i juni sidste år i Silicon Valley, og centret i Shanghai åbnes i september. Etableringen af innovationscentrene er et led i udmøntningen af regeringens globaliseringsstrategi, der blandt andet tager sigte på at styrke innovation og konkurrenceevne for dansk forskning og erhvervsliv.

Kilde: Videnskabsministeriet - http://www.vtu.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078