23948sdkhjf

Fire kæmper om Dira Automatiseringsprisen

Mobilie Industrial Robotics, LIP Bygningsartikler, Elos Medtech Pinol og Bornholms A/S er med i opløbet om prisen, der uddeles tirsdag eftermiddag.
Normalt er kun tre virksomheder med i opløbet om Dira Automatiseringsprisen, men i år var udvælgelsen for juryen så vanskelig, at de valgte at tage en ekstra nomineret med. Det fortæller jury-formand Ole Madsen, der til daglig er professor ved Institut for Mekanik og Produktion på Aalborg Universitet.

- Det har været enormt svært i år. Der var enormt mange indstillinger, og det er fantastisk at se det liv, der er rundt omkring i hele automationsbranchen - der er mange spændende ideer og løsninger på alle områder, siger jury-formanden.

- Niveauet lå højt. I virkeligheden er det et udtryk for, at det er et område i utrolig vækst, og at der kommer en masse nye værktøjer. Vi har en spændende blanding af brugere af robotteknologi og så en leverandør af robotteknologi, uddyber Ole Madsen.

Robotproducent med fart på
Der er da også tale om fire vidt forskellige virksomheder. Mobile Industrial Robotics - eller i daglig tale MiR – er med som eneste producent af automationsprodukter.

Den fynske virksomhed udvikler og producerer små robotter til transport- og logistikløsninger. Robotten MiR100 har allerede fået megen rosende omtale – både i Danmark og i udlandet. Thomas Visti, CEO hos MiR, blev da også begejstret over nomineringen.

- Ej hvor fedt, det er jeg kraftedme glad for at høre. Det er sejt. Det er jeg glad for... Rigtig glad!, sagde han i april til Dira.

Årtiers erfaring med automatisering
Hos LIP Bygningsartikler er automatisering efterhånden en gammelkendt succesformel. Helt tilbage i 1967 begyndte de første automatiseringstiltag, og i 1997 fik man sin første robot.

I dag har man hele 22 robotter i produktionen - senest har man investeret i et nyt pakkeanlæg med to robotter, og der kommer helt sikkert flere automationsløsninger til i fremtiden.

- Tak til min familie, kongen og dronningen... Selvfølgelig er vi glade for det, og det er den vej, det skal gå. Vi fortsætter med at automatisere. Det er den vej, det gerne skulle gå for hele Danmarks industri. Det er fremtiden..., sagde direktør Brian Vangsted til Dira i april.

Robotter giver vækst
Hos medico-virksomheden Elos Medtech Pinol har man investeret i et stort antal robotter fra den danske producent Universal Robots. Målet har været at skabe en modulær og fleksibel produktion, hvor robotterne nemt kan flyttes mellem forskellige processer.

De mange robotter har betydet vækst hos Elos Medtech Pinol. Antallet af effektive produktionstimer er mere end fordoblet fra 40 til 80 timer per maskine, og der produceres 20 procent flere emner per time. Samtidig er medarbejderstaben vokset fra 116 til 145.

- Okay, jamen det lyder da godt. Ej det... det, tak det lyder da hyggeligt. Det glæder jeg mig til at sige til automatik folkene. Det vil de blive stolte af!, sagde Henrik Andersen fra Elos Medtech Pinol til Dira i april.

Fra aluminium til plastik
Den sidste nominerede er konservesfabrikken Bornholms A/S. Produktionen hos Nexø-virksomheden var i høj grad manuelt baseret, indtil man entrerede med RPC Superfos.

Sammen med dem har man i løbet af de sidste fem år formået at omstille den traditionelle aluminiumsproduktion til en ny og banebrydende plastemballage. Emballageskiftet har givet mulighed for en omfattende automatisering af produktionen, hvor robotter i dag håndterer og pakker de mange plasticdåser.

- Okay, det var da flot. Overraskende, sagde Christian Sievers fra Bornholms A/S til Dira i april.

Dira Automatiseringsprisen uddeles af statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag ved åbningen af HI 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095