23948sdkhjf

Ny Hi-Fi producent tager tilløb

Hall Audio er blevet etableret i Brylle på Fyn og fremstiller forstærkere til feinsmeckere og andre Hi-Fi nørder.
Det er det unge ægtepar Ulrik Tuemand og Marie-Louise Larsen, som har taget springet ud i livet som iværksættere med firmaet Hall Audio, der fremstiller trådløse lydforstærkere.

Firmaet udspringer af et byg-selv-projekt, da Ulrik i foråret 2015 besluttede sig for at lave sin egen højttaler. Ambitionen om at indbygge en trådløs forstærker ledte til en del research og satte ham i kontakt med en leverandør. Sparring med familie, venner og netværk også været vigtigt i hele processen.

- Ulrik slog sig sammen med min far, som er arkitekt, og lånte blandt andet 3D printer via hans arbejde, siger Marie-Louise Larsen til Electronic Supply.

Produktet blev videreudviklet, og prototypen af den trådløse forstærker, HALL 2x8W, blev til. Prototypen blev hurtigt populær blandt familie og venner, hvilket blev spiren til Hall Audio.

- Salget blev sat i gang med en måneds preorder fra december, fordi vi først kunne få en CE-godkendelse i januar. Så kunne vi også fornemme, hvor meget vi skulle købe til lager. Vi har jo et stramt budget, fordi vi selv finansierer det hele, forklarer Marie-Louise Larsen.

Laver det hele selv
Ulrik og Marie-Louise har indrettet kælderen i deres fælles hjem i Brylle på det centrale Fyn til kontor og produktionshal. De samler og pakker selv de trådløse forstærkere, hvilket også giver mulighed for at kvalitetstjekke hver enhed. Fra kælderen styrer de også firmaets webshop og sender produkterne ud fra den lokale Dagli’ Brugs i Brylle.

Kunderen har også taget rigtig godt imod den trådløse Hall 2X8W-forstærker. Det er ifølge Marie-Louise typisk ældre herrer med stor interesse i Hi-Fi, som har set anmeldelser af produktet i fagblade som Lyd og Billede.

- Vi analyserede lidt på markedet og lagde os fast på, at det var entusiasterne, vi ville have fat i, siger Marie-Louise og forklarer, at intet har været overladt til tilfældighederne. Eksempelvis er produktnavnet ”Hall 2X8 W” specielt henvendt til Hi-Fi nørderne.

Der er også brugt mange kræfter på at få historien om det nystartede firma ud, og det har givet pote. Ud over den megen rosende omtale i fagmedier har også TV2 Fyn fået øjnene op for den lille iværksætter-familie. Resultaterne er ikke til at tage fejl af:

- Vi har fordoblet totalomsætningen på de tre dage, siden historien var på TV. Vi er max presset og har tømt lageret, fortæller Marie-Louise Larsen.

Lokale samarbejder
Midt i succesen har Hall Audio også været i gang med at udvikle nye produkter. Specielt er der lagt energi i en ny deluxe-udgave af forstærkeren, kaldet Simplifier S. Den har et særligt trækabinet fremstillet hos Strøjers Møbelfabrik i nærliggende Glamsbjerg.

Ligesom da det hele startede, har netværk og den lokale forankring været afgørende for tilblivelsen af det nye produkt.

- I sommers kontaktede vi Kim Ellegaard fra Strøjers Møbelfabrik, for vi ville gerne lave noget i træ og trække på hans ekspertise. Bare som rådgivning. Det gav resultat, og han lavede hurtigt en prototype. Vi er super tilfredse, og så tager det kun et kvarter til vi står i hans værksted, siger Marie-Louise begejstret og slår samtidig fast at den lokale forankring er utroligt vigtigt i alt parret foretager sig.

Nu er det så samme historie som med den første forstærker. Man afventer ordre før der bliver købt indmad på grund af prisen – for de forgyldte Monacor skrueterminaler på bagsiden af hver forstærker er ikke helt billige. Meget skal dog gå galt, for at trækabinetterne ikke kommer i produktion.

- Vi har lavet en måneds preorder, der løber frem til midt september. Men vi er bare 20 forudbestillinger fra at give Kim og hans kone middag – det lovende vi, når vi når det, siger Marie-Louise Larsen.

Toppen af isbjerget
Selvom efterspørgslen skal vokse voldsomt, for at Ulrik og Marie-Louise ikke kan klare produktionen alene – to mand kan fremstille 320 forstærkere om ugen – fejler ambitionerne ikke noget.

Først skal man penetrere det danske marked. Pt er den eneste eksterne forhandler Marinelageret.dk, hvor målgruppen er bådejerne.

- Men vi skal ud til flere forhandlere, hvor det giver mening af komme ind. På sigt vil vi gerne bredes ud over landkortet, lyder det.

Da den nye forstærker også er rettet mod et yngre segment og mod kvinder, er Hall Audio dog godt igang med at brede kundegruppen mere ud. Bliver det hele en succes, så produktionen skal opjusteres, vil Ulrik og Marie-Louise holde det lokalt.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074