GPV, som blev overtaget af Schouw & Co. den 1. april 2016, har netop fremlagt regnskabstal for 3. kvartal 2016. Der blev realiseret en omsætning på 225 millioner kroner, hvilket stort set svarer til omsætningen i samme kvartal 2015 på 227 millioner kroner. År-til-dato er det omvendt. Omsætningen har været 652 millioner kroner i år mod 651 millioner kroner sidste år.
    Elektronikproducentens resultat af primær drift (EBIT) blev i 3. kvartal 2016 på 20 millioner kroner mod 16 millioner kroner samme periode i 2015.
GPV afsætter pt produkter til kundernes internationale enheder over det meste af verden. I 2016 er der indtil videre leveret til 33 lande.
GPVs ledelse forventer, at tendensen med outsourcing af produktion inden for de industrier, hvor EMS-virksomheden arbejder, fortsætte. Så kan kunderne fokusere yderligere på deres kernekompetencer og derved reducere deres investeringer i produktionsudstyr og varebeholdninger, lyder det fra GPV.
Med etablering af
en ny fabrik i Mexico, som ventes i drift 1. kvartal 2017, vil GPV tage endnu et strategisk skridt mod at udforske markedspotentialet i Nordamerika.
På baggrund af aktiviteten i årets 2. og 3. kvartal forventer GPV nu at realisere en omsætning for regnskabsåret 2016 (de 9 måneder firmaet har været ejet af Schouw & Co.) i intervallet 625-675 millioner kroner mod tidligere forventet 600-650 millioner kroner.
- Resultat af primær drift for regnskabsåret 2016 opgøres efter en negativ regulering på 5 millioner kroner som følge af købesumsfordeling, men i konsekvens af den gode aktivitet i de forløbne kvartaler øges forventningen nu med mere end 10 procent til et EBIT i størrelsesordenen 40 millioner kroner mod tidligere forventet cirka 35 millioner kroner, fremgår det i kvartalsrapporten.
GPV, som har produktion i Tarm og Aars i Danmark samt i Bangkok i Thailand, blev
overtaget af Schouw & Co. den 1. april 2016. I forbindelse med overtagelsen blev en større minoritetsaktionær i den thailandske dattervirksomhed købt ud.
                
