23948sdkhjf

Det bedste nogensinde: GPV passerer milliarden i første kvartal

Elektronikproducenten GPV fortsatte væksten i omsætning og indtjening i 1. kvartal 2022.

Omsætningen udgjorde 1.009 mio. kr. mod 741 mio. kr. i 1. kvartal 2021. Det svarer til en stigning på 36%, som dels kan tilskrives øget efterspørgsel og dels stigende priser som følge af højere materiale- og fragtomkostninger.

- GPV havde sit bedste 1. kvartal nogensinde, og en lang række faktorer udvikler sig til vores fordel. Samtidig befinder vi os fortsat i en meget kompleks situation, hvor vi oplever stigende efterspørgsel, samtidig med, at der fortsat er udfordringer omkring forsyning af materialer – en situation, som er blevet yderligere forværret, indirekte af krigen i Ukraine og direkte af coronanedlukningerne i Kina. For nærværende er vi meget tilfredse med den rekordhøje omsætning og vores store ordrebeholdning, og vi følger naturligvis situationen tæt, udtaler GPV’s administrerende direktør Bo Lybæk i en pressemeddelelse. 

Han fortæller også om, hvordan den vanskelige situation har lagt pres på indtjeningen, som ikke er steget i samme takt som omsætningen. Resultatmæssigt blev 1. kvartal 2022 dog bedre end forventet, og det samlede resultat for kvartalet blev et EBITDA på 91 mio. kr. mod 76 mio. kr. i 1. kvartal 2021. 

Ny strategi for GPV

Resultatet var positivt påvirket af den øgede afsætning til en bred vifte af kunder, god omkostningsstyring og en høj kapacitetsudnyttelse på virksomhedens fabrikker.

GPV har indledt en ny strategiperiode med nye vækstambitioner. Fremadrettet vil kunderne blive inddelt i seks segmenter, bestående af de tidligere segmenter CleanTech, MedTech og Transportation samt en opdeling af det tidligere Instruments & Industries-segment i tre nye segmenter: Industrials, Measurement & Control og HighTech Consumer.

- Vi oplever betydelig vækst på tværs af alle vores segmenter, og med den nye strategi professionaliserer vi vores markedstilgang yderligere. Vores kunder kræver samarbejdspartnere, som er professionelle og dedikerede inden for flere specialiserede områder. Det er det, vi tilstræber med vores nye strategi, og man kan sige, at vi går efter gode resultater med en stærk bæredygtighedsprofil, siger Bo Lybæk.

En af GPV’s største fabrikker ligger i Sri Lanka, som i øjeblikket befinder sig i den værste økonomiske krise siden landets uafhængighed i 1948. En skyhøj inflation kombineret med coronapandemien og sidste års dårlige høst har medført en vanskelig situation for landet.

- Vi har iværksat en række tiltag for at hjælpe vores medarbejdere i Sri Lanka. Vi har blandt andet oprettet et system med månedlige fødevarepakker for at støtte de enkelte medarbejdere og dække deres familiers basale behov. Landet og dets indbyggere befinder sig i en meget tragisk situation, og vi forsøger at hjælpe bedst muligt, fortæller han.

Masterplan for styrket tilstedeværelse

GPV tog det første spadestik til en ny fabrik i Sri Lanka i oktober 2021, hvor produktions-kapaciteten vil blive udvidet med 40%. Arbejdet skrider planmæssigt fremad, og samtidig har GPV påbegyndt byggeriet af en ny mekanikfabrik i Thailand, hvorefter elektronikfabrikken sammesteds vil blive udvidet. 

GPV forventer at tage de nye fabrikker i brug i 1. kvartal 2023. GPV har ligeledes investeret i ny produktionskapacitet og optimeret produktionsfaciliteterne i Thailand, Schweiz og Slovakiet.

Bo Lybæk og GPV’s øvrige topledelse er således fortrøstningsfulde omkring fremtiden, selvom frygten for en recession også er en del af risikobilledet.

- Som en global virksomhed har vi i nogen grad været i alarmberedskab siden starten på coronakrisen i begyndelsen af 2020. I hele denne periode har vi kommunikeret med vores kunder hver fjortende dag for at sikre transparens, og siden efteråret 2020 har vores hovedfokus været på forsyningssituationen. 

- I 2021 fik vi sandsynligvis et forsyningsmæssigt forspring i forhold til mange af vores konkurrenter, men vi er også dybt bekymrede over udviklingen. Materialesituationen er fortsat meget udfordrende, og de logistikmæssige udfordringer, som ellers ville være aftaget, er nu igen blevet forværret på grund af nedlukningerne i Kina og situationen omkring Rusland og Ukraine. Sigtbarheden er således fortsat lav, siger Bo Lybæk.

På trods af usikkerheden opjusterer GPV sine forventninger for 2022 som helhed. GPV forventer at øge omsætningen til et niveau på 3,5-3,7 mia. kr. mod tidligere forventet 3,2-3,4 mia. kr., mens resultatforventningen øges til et EBITDA i intervallet 310-350 mio. kr. mod tidligere forventet 300-340 mio. kr. En betydelig del af omsætningsstigningen skyldes de stigende materialepriser.

Læs mere om: GPV
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094