23948sdkhjf

Greenpeace sporer ulovligt elektronikaffald med GPS-sender

Miljøorganisationen, der tidligere har afsløret ulovlig eksport af elektronikaffald, retter nu skytset mod britiske firmaer.
Ved hjælp af skjulte GPS-sendere har Greenpeace i samarbejde med tv stationen Sky News sporet, hvordan elektronikaffald er blevet sendt fra en genbrugsplads i Hampshire County Council i England til Lagos i Nigeria. Blandt affaldet var et tv, som Greenpeace havde indleveret og udstyret med en GPS, og som af en tekniker forinden var gjort fuldkommen ubrugeligt. Greenpeace sporede tv-apparatet til et kolossalt stort marked for gammelt elektronik i Lagos, hvor det blev tilbagekøbt.

Kemi-medarbejder Erik Albertsen fra Greenpeace Nordics kontor i København var med i Nigeria og arbejdede desuden hele sidste år med at spore elektronikaffald fra danske affaldspladser via GPS. Et arbejde, der blandt andet førte til politianmeldelse af de to danske virksomheder Marius Petersen og Børge Kristiansen.

- Det syn, der mødte os i Nigeria var både overvældende og pinligt. Vi befandt os på elektronikmarkeder på størrelse med Bilka gange 10, fyldt med brugt elektronik fra vesten. Det mindste vi i vesten kan gøre er naturligvis at sørge for, at de apparater, der sendes af sted, virker. Men i sidste ende ligger løsningen hos producenterne, for det er dem, der er i stand til at designe de farlige og særdeles problematiske kemikalier ud af produkterne, så de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af eksporten i hvert fald mindskes, siger Erik Albertsen.

Sagen fra England er desværre ikke unik. Alene i EU bliver der hvert år, ifølge Greenpeace, produceret 8,7 mio. ton elektronisk og elektrisk affald, men kun 2,1 mio. ton – altså mindre end en fjerdedel - indsamles eller genanvendes via et kontrolleret system. De resterende 6,6 mio. ton eller ca. 75 % ved ingen præcis, hvad der sker med. En rapport fra WEEE-system viser desuden, at det i Danmark kun er cirka 50 % af den forventede elektronikaffaldsmængde, der genanvendes eller destrueres via det formelle og lovlige indsamlingssystem.

Kilde: Greenpeace - http://www.greenpeace.org

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063