23948sdkhjf

Dansk Erhverv: Giv luft til IKT-iværksættere

IKT-iværksættere er tilsyneladende ikke ramt så hårdt af krisen, viser nye tal fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen. Glædeligt, mener Dansk Erhverv, men der er ingen grund til at hvile på laurbærrene.
Færre iværksættervirksomheder i IKT-sektoren oplever, at de er ramt af krisen, end det generelle billede i erhvervslivet. Det konkluderer Forsknings- og Innovationsstyrelsen i forlængelse af en ny undersøgelse af danske IKT-iværksættere. Dansk Erhverv mener, at det er ganske forståeligt, at videnservice og IKT klarer skærene bedre end resten af erhvervslivet, men advarer mod at bruge undersøgelsen som sovepude.

- Begrundelsen for, at IKT-virksomheder i lighed med videnservice erhverv er bedre stillet for tiden skyldes netop, at deres viden og teknologi fortsat er efterspurgt i alle dele af landet. Vi ved godt, at viden skaber værdi, og derfor er der en relativ højere efterspørgsel af videnservice end i andre dele af erhvervslivet.

Der er dog ingen grund til at affærdige krisen. Videnskabsministeriet må ikke lette foden fra speederen, når det gælder regeringens iværksætterindsats. Dansk Erhverv har analyseret iværksætternes rammer i Danmark i publikationsserien ”Danmark som vidennation”– og den centrale konklusion var, at området har behov for mere fokus – ikke mindre.

- Det er godt for IKT-virksomhederne, at de ligger bedre end andre, men det betyder altså ikke, at det er en dans på roser for dem. Den samlede IKT-sektor både forventer og oplever en generel nedbremsning. Politikerne kan i hvert fald ikke bruge den nye undersøgelse til at sætte sig ned og folde hænderne – der skal fortsat være fokus på feltet. At IKT-iværksættere foretager en blidere nødlanding, er ikke en undskyldning for at slukke lyset i kontroltårnet, udtaler Christian Ohm, chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Ifølge videnskabsminister Helge Sander viser tallene fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen desuden, at bankpakke II har haft den ønskede effekt – i hvert fald på IKT-området. Dansk Erhverv stiller sig kritisk over for den vurdering, idet en stor del af de adspurgte i undersøgelsen påpeger, at ændrede vilkår for bankforbindelser og vanskeligheder med at tiltrække kapital er områder, hvor de har mærket finanskrisen.

Generelt gælder det, at IKT-iværksættere, der er finansieret af venturekapital, har de største problemer, og også dette får Christian Ohm til at reagere:

- Der er tydeligvis et behov for at skabe bedre muligheder for risikovillig kapital til IKT-virksomheder for dermed at skabe bedre vilkår for iværksætterne.

Kilde: Dansk Erhverv - http://www.danskerhverv.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109