Partnertech investerer nu yderligere 10 mio. norske kr. i maskinparken på fabrikken i Moss, og dermed kommer de samlede investeringer i fabrikken det seneste år op på 20 mio. norske kr. Det fortæller direktør Per Sølvberg i et interview med Industriavisen.no.
Investeringerne er udover maskiner brugt på at skabe en kommunikationsplatform, så den norske afdeling nu kan måle sig med de andre datterselskaber i koncernen.
- Vi har brugt meget tid på at etablere Partnertech som et kundecenter i Norge, tilpasse os Partnertechs rutiner, kompetence og måde at tænke på. Nu er vi der, selv om vi kontinuerligt går os selv efter i sømmene og effektiviserer driften, siger Per Sølvberg til Industriavisen.
Afdelingen i Norge omsatte sidste år for 383 mio. norske kr. og havde et overskud på 30 mio. norske kr. I år forventes omsætningen at runde 400 mio. kr.
