23948sdkhjf

DTU og Stanford samarbejder om højhastigheds-netværk

Den private amerikanske it-sektor viser stor interesse for de danske forskningsresultater inden for højhastighedskommunikation i optiske fibre.
Et nyt samarbejde mellem danske forskere og eliteuniversitetet Stanford giver mulighed for, at danske og amerikanske forskere kan samarbejde om fremtidens internet. I sidste uge var Stanford vært for en dansk-californisk workshop om fotonik.

– Vi har her to grupper, hvis samlede viden skaber en unik mulighed for at udvikle fremtidens højhastighedsnetværk. På Stanford arbejder vi med at optimere datanetværk, mens vores danske kolleger kan give os den høje hastighed og specialviden omkring, hvordan vi forbinder dataoverførslen mellem for eksempel fiber og trådløse teknologier, siger leder og grundlægger af Stanford Universitys Photonics & Networking Research Laboratory, professor Leonid Kazovsky, der anses for en af verdens førende fotonikforskere.

Ros til danske forskere
Forskere på DTU Fotonik brød i oktober 2009 verdensrekorden for, hvor meget information der kan sendes via lyspulser fra en enkelt laser, da det lykkedes dem at sende 5,1 terabit data per sekund gennem optisk fiber. Det har vakt opsigt både i den amerikanske forskerverden og i it-industrien.

– Verdensrekorden var en vigtig milesten, og det overraskende var, at den blev sat på et universitet og ikke af en stor it-virksomhed, siger Ashok Krishnamoorthy, som er Distinguished Engineer hos Sun Microsystems, hvor han arbejder med at spotte nye teknologier.

Det siger meget om de danske kapaciteter demonstreret på workshoppen, som virkelig har formået at samle den bedste forskning inden for feltet i dag, tilføjer han.

Føler sig som pionerer
Professor på DTU Fotonik, Idelfonso Tafur Monroy, glæder sig til samarbejdet med kollegerne på Stanford og den store interesse fra industrien.

- Vi føler os lidt som pionerer. Det er første gang, at vi på denne måde aktivt har profileret os så direkte i en international sammenhæng, forklarer DTU-professor Idelfonso Tafur Monroy.

- En af de ting, som vores samarbejde vil fokusere på, er, hvordan vi undgår flaskehalse mellem datacentre og slutbrugeren. Vi arbejder på, at forbrugeren skal have adgang til samme højhastighedsforbindelse uanset hvor, og uanset om man er koblet på en fiber eller en trådløs forbindelse. Vores vision er at tilbyde alle services til alle tider på alle steder, slutter han.
Kommenter artiklen
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079