23948sdkhjf

Millioner til danske biobrændsler og brændselsceller

Forsknings- og Innovationsstyrelsen har givet 8,8 mio. kr. til et nyt dansk innovationskonsortium, som skal udvikle materialer og processer til brændselscellesystemer og tilhørende biobrændsler i projektet ”Vedvarende energiteknologier”.
Teknologisk Institut vil sammen med en række virksomheder og Danmarks Tekniske Universitet udvikle løsninger, som skal bane vejen for en industrialisering af disse nye energiteknologier og dermed sikre en dansk frontposition på området. Sektionsleder Jens Christiansen fra Teknologisk Institut fortæller om baggrunden for konsortiet:

- Der er generelt forståelse i samfundet for, at der er behov for at satse på nye løsninger, som kan producere energi på en mere effektiv og bæredygtig måde. Fremtidens energiløsninger udspringer ofte af materialeteknologiske fremskridt. Derfor har vi valgt at lægge fokus på dette område. Udover at bidrage til at løse de kommende energiudfordringer, rummer teknologien store eksportmuligheder for danske virksomheder.

Nødt til at samarbejde
En brændselscelle er en slags batteri som får tilført brændstof i form af fx brint eller metanol (træsprit). Selve hjertet i brændselscellen, de såkaldte MEA’er (membran-elektrode-sæt), udvikles af det DTU-baserede udviklingsfirma Danish Power Systems. Udviklingschef Thomas Steenberg:

- Der er mange udfordringer forbundet med at udvikle brændselsceller. Derfor er vi nødt til at teame op med aktører, som kan levere de andre brændselscellekomponenter og bygge systemerne.

Danish Power Systems har en frontposition på polymerbrændselsceller, der fungerer ved 150 til 200 grader celsius.

Komponenter i plast
De fleste komponenter vil i fremtiden kunne fremstilles i højtemperaturbestandige plastmaterialer ved brug af kendte industrielle processer. Derfor deltager en af Danmarks største plastproducenter, SP Group, også i konsortiet. Virksomheden føler sig godt klædt på til opgaven, idet datterselskabet Accoat har arbejdet med ”Noble Polymers” i mange år, dvs. plast som kan modstå de fleste kemiske påvirkninger selv ved temperaturer omkring 200 grader celsius.

På systemsiden deltager Hobro virksomheden Serenergy i konsortiet. Serenergy har skabt en forretning på at udvikle og sælge brændselscellesystemer og de tilhørende reformersystemer, hvor brændstoffet metanol omdannes til en brintholdig gas, som brændselscellen kører på.

Endelig deltager virksomheden Ammongas, der med sin ekspertise inden for biomasseforgasning, forventer at stå med en proces til fremstilling af bio-metanol fra træflis mod slutningen af projektet.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078