23948sdkhjf

Dantrafo venter fremgang efter rødt 2009

Det blev til endnu et millionunderskud hos Dantrafo i 2009. Det spirende opsving og yderligere rationaliseringer skal dog sikre bedre indtjening i 2010.
I 2009 oplevede Dantrafo-koncernen et fald i nettoomsætningen på 35 % til 82 mio. kr. Faldet i omsætningen skyldes primært faldende aktivitet på et generelt svagt marked, ligesom usikkerheden omkring ejerskiftet i Dantrafo kan have spillet en rolle.

Bruttoresultatet endte på 10,0 mio. kr. i 2009 mod 18,6 mio. kr. i 2008. Koncernen har i 2009 realiseret et resultat efter skat på -9,6 mio. kr. mod et underskud på 12,1 mio. kr. i 2008.

Ny ejer ser væsentlige styrker
Dantrafo fik ved udgangen af 2009 en ny ejer, Ivan Gam, der samtidig overtog den daglige ledelse.

- Mine første måneder som ejerleder af Dantrafo har vist mig, at der er væsentlige styrker at bygge videre på. Vore produkter har en god position på markedet, og vi har en stor teknisk viden. Dantrafo står strategisk stærk som en global virksomhed, der tilbyder en palette af produkter, der enten produceres i Skandinavien eller i Kina, siger Ivan Gam.

- Virkningerne af finanskrisen har forstærket de problemer, Dantrafo har haft i en årrække, og der er et klart behov for håndfast at adressere de udfordringer, vi står over for. Det gør vi nu ved at flytte produktionen fra Horsens og skabe en effektiv og konkurrencedygtig produktion i Lemvig, strømline den danske organisation og konsolidere aktiviteterne, fortsætter Ivan Gam.

Stigende aktivitet
Efter årsafslutningen har Dantrafo-koncernen oplevet en stigende aktivitet og øget efterspørgsel efter selskabets produkter, især i datterselskaberne i Sverige og Kina.

Overførslen af produktion til Lemvig, der er startet i maj måned 2010, forløber planmæssigt. Restruktureringen af aktiviteterne i Danmark med én fabrik i Lemvig forventes at give en stærk og konkurrencedygtig enhed fremover.

Kombinationen af et stigende aktivitetsniveau og restruktureringen af aktiviteterne i Danmark ventes at øge indtjeningen i den ordinære drift betydeligt.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093