23948sdkhjf

Privatansatte ingeniørers løn løber fra de offentliges

Konsekvensen kan blive dårligere myndigheds­behandling, mener forskere.
12 procentpoint. Så meget mere er den gennemsnitlige privatansatte ingeniør steget i løn siden 2001 end sin fagfælle i det offentlige. Det viser en ny lønstatistik fra Ingeniørforeningen IDA, skriver Ingeniøren .

I kroner og øre betyder det, at en privatansat ingeniør med 15 års anciennitet i dag hæver en månedsløn på 59.043 kr. i snit, mens hans studiekammerat, der er statsansat, får 47.998 kr. – en forskel på 11.045 kr.

Lønforskellen kan måske føles demotiverende for de offentligt ansatte ingeniører, men hvad værre er: Det kan også vise sig at have alvorlige konsekvenser for samfundet.

Udviklingen på ingeniørområdet står dermed i grel kontrast til udmeldingen fra innovationsminister Sophie Løhde (V), der som optakt til OK18 har sagt, at de offentligt ansattes løn har overhalet de privatansatte.

Kurt Klaudi Klausen, professor på SDU, ser det voksende løngab som en advarsel til de offentlige arbejdsgivere, fordi det tegner et billede af dårligere vilkår:

- I længden kan vi som samfund ikke være tjent med, at de får svært ved at udfylde deres funktion som offentlig myndighed, fordi de ikke kan rekruttere de rigtige folk. Jeg siger ikke, at det offentlige skal være lønførende, men de to sektorer skal følges ad, siger han til Ingeniøren.
Opfattelsen deles af Anders Drejer, professor på AAU. Han mener, det er åbenlyst, at det bliver vanskeligere at rekruttere medarbejdere, når lønforskellen er så markant; ikke mindst i en tid, hvor der er stor efterspørgsel på ingeniører.

- På et tidspunkt erkender man, at det ikke er bæredygtigt, og så outsourcer man måske opgaverne til en privat leverandør. Det er også godt nok, men bestemt ikke billigere, for så skal man både betale den ekstra løn, en privatansat får, og dækningsbidrag til virksomheden, siger han.

Anders Drejer påpeger, at det kan blive rigtig dyrt at lade de offentligt ansatte ingeniør sakke bagud. Uden de rette kompetencer risikerer man nemlig at skulle betale en endnu større regning, fordi man indgår dårligere aftaler:

- Ved licitationer laver man ofte aftaler, der er så skarpt skåret, at man kan sende en ekstra regning, hvis noget går ud over aftalen. Selvom man holder det, man lover, er det ikke nødvendigvis den vare, kunden forventer. Derfor må man forvente en ekstraregning til det offentlige, hvis de ikke har de rette tekniske kompetencer internt, siger Aalborg-professoren.

Hos IDA frygter Carsten Eckhart Thomsen, formand for IDA Offentlig, også, at det offentlige arbejdsmarked vil blive fravalgt af de dygtigste, fordi ikke bare lønnen, men også arbejdsvilkårene er under pres.

- Vi er nødt til at sikre os, at vi ikke får skabt et arbejdsmarked, hvor de offentligt ansatte akademikere er andenrangs, så kun de dårligst kvalificerede søger ind, siger han.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11