- 2010 endte med det bedste resultat i Danfoss’ historie, hvilket vi naturligvis er både stolte af og glade for. Vi tør dermed godt sige, at Danfoss-koncernen har kæmpet sig gennem krisen med succes, og at vi er kommet styrket ud på den anden side med et resultat, der er meget tilfredsstillende, konkluderer CEO Niels B. Christiansen fra Danfoss.
Omsætningen blev på 31,6 mia. kr., svarende til en vækst på 31 %. Korrigeret for tilkøb, frasalg og valutaomregning er der tale om en stigning på 25 %.
Resultat af primær drift (EBIT) blev 3,264 mia. kr. mod et underskud på 1,431 mia. kr. året før. Resultat af fortsættende aktiviteter før skat blev på 2,944 mia. kr. mod -1.119 mia. kr. året før.
- Det har ikke mindst været den stigende globale interesse for løsninger til klima- og energiområdet, der har drevet udviklingen, og da vi har vores hovedfokus på netop sådanne løsninger, tegner fremtiden lovende. Vi har med held implementeret en ny strategi, hvis første resultater har bidraget væsentligt til de gode resultater i 2010, og samtidig har vi høstet frugterne af vores årelange investeringer for at skabe fodfæste på de vigtigste globale vækstmarkeder. Danfoss har således i længere tid været aktiv i Brasilien, Rusland, Indien og Kina, og BRIK-landene tegner sig nu for 20 % af vores samlede omsætning, hvilket i 2010 har haft stor betydning, da væksten på disse markeder har været 50 %, siger Niels B. Christiansen.
Med afsæt i den positive udvikling i 2010 venter Danfoss en fortsat fremgang i både omsætning og indtjening i 2011. Omsætningen ventes således at vokse til 33-34 mia. kr. og EBIT ventes at vokse til 3,3-3,5 mia. kr.