23948sdkhjf

11 internationale startups kom godt fra start i Struer

Onsdag skød Sound Hub og Accelerace gang i anden runde af acceleratorforløbet SoundTech

Der var kaffe på kanden og en sitrende forventning i luften, da Sound Hub Denmark i Struer onsdag morgen satte gang i anden runde af acceleratorprogrammet SoundTech.

I denne omgang er 11 opstartsvirksomheder udvalgt blandt et ansøgerfelt på 50, og de nyankomne startede dagen og det seks måneder lange acceleratorforløb med at præsentere deres virksomheder og idéer for hinanden og de fremmødte.

- Velkommen til Danmark, til Struer eller til den anden side af gaden, lød de indledende ord fra Thomas Wiborg Steen fra Accelerace, der sammen med Sound Hub står bag acceleratorprogrammet, hvorefter en række at kræfterne i og omkring SoundTech overtog mikrofonen.

Peter Petersen, direktør i Sound Hub, forklarede, hvordan programmet skal sætte skub i opstartsvirksomhederne efter devisen ”fail faster – learn faster”, mens Jan Østergaard Fra Aalborg Universitet fortalte, hvordan de deltagende virksomheder kan hente hjælp ved at lade studerende prøve kræfter med reelle problematikker.

Også partnervirksomheder som B&O og Harman Lifestyle var repræsenteret, så der er et sandt overflødighedshorn af eksterne kompetencer, de deltagende startups kan sparre med den kommende tid.

Kloge stetoskoper og 3D-printede silikonedutter

Med velkomsten vel overstået kunne præsentationerne begynde, og det var en ganske divers deltagergruppe, der en efter en indtog scenen. Mens amerikanske Ai Highway Inc arbejder med at gøre stetoskoper elektriske og intelligente, har libanesiske Generics skabt en forretning, der via en app-baseret scanning kan 3D-printe personligt tilpassede silikone-øredutter til alle slags in-ear hovedtelefoner.

Flere af de deltagende virksomheder arbejder med hovedtelefoner i forskellige afskygninger, men formiddagen bød også på franske Octos datadrevne akustik-system og ukrainske Pibox’ samarbejdsplatform for musik- og lydskabere.

Seks intense måneder forude

Med onsdagens kick-off har de 11 opstartsvirksomheder taget hul på et seks måneders forløb, hvor de får hjælp til at udvikle, bygge, raffinere og teste deres lydløsninger og identificere og udvikle en skalerbar forretningsmodel.

De får råd og vejledning fra tekniske coaches fra industrien og mentorer fra Harman Lifestyle, Bang & Olufsen og en række andre virksomheder, og endelig får de minimum to yderligere lejligheder til at besøge Struer, når der afholdes midtvejs- og afslutningsworkshops.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094