23948sdkhjf

2100 gæster fandt vej til EoT 2019

Udstillere og besøgende havde rig mulighed for at netværke og vidensdele, da EOT - Electronics of Tomorrow for anden gang fandt sted i MCH Messecenter Herning 7.-9. maj 2019. De tre messedage var spækket med spændende produkter fra 118 udstillere, aktiviteter og konferencer.

En af de udstillere, der både mødte nye samarbejdspartnere og genopfriskede gamle bekendtskaber på EOT, var elektronik- og teknologivirksomheden Arrow.

- Kombinationen af konferencer, aktiviteter, udstilling og den fælles buffet gør det nemmere at mødes. Man gør mange ting sammen på EOT, og det skaber relationer, som måske fører til, at vi kan hjælpe hinanden i branchen. Vi har haft rigtig mange gode dialoger med kunder omkring teknologi, og jeg kan kun forestille mig, at vi kommer igen, siger Lars Antvorskov, Engineering Nordic Director i Arrow.

Netop kombinationen af udstilling og konferencer blev også rost af Quality Manager hos LEGO Group Keld Maaløe, som besøgte messen.

- Jeg har ikke deltaget i messer med denne form for konferencer før, men det fungerer rigtig godt at have med på EOT, og jeg kan godt lide forskellighederne i oplæggene. At hele branchen er samlet på et sted betyder, at jeg ikke skal hive for mange dage ud af min kalender, fordi jeg kan vælge det, jeg allerhelst vil se. Det er virkelig godt, og jeg kommer helt bestemt igen, siger Keld Maaløe.

Pitch-konkurrence tiltrak opmærksomhed

Et særligt tilløbsstykke på messen var pitch-konkurrencen, hvor startup-virksomheder pitchede nye forretningsidéer foran et engageret publikum og et højt kvalificeret dommerpanel. Konkurrencen tiltrak også tilrettelæggere fra DR-programmet Løvens Hule, der var på udkig efter nye iværksættere til næste sæson.

Førstepræmien gik til Salvatio, der vandt 50.000 kr. for sin bærbare nødalarm Salvatio Push. Anden- og tredjepladsen gik til henholdsvis Climaid IVS og MM Technology.

Efter tre dage i innovationens tegn kan EOT 2019 og MCH Messecenter Herning gøre status over messen med i alt 118 udstillere og en besøgsfremgang på 40 procent i forhold til 2017. Der var 2.091 besøgende til EOT 2019.

EOT - Electronics of Tomorrow finder sted igen næste gang i 2021 i MCH Messecenter Herning.

Læs mere om: EoT
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079