23948sdkhjf

Asetek sender gamer-varme til danske husstande: Potentialet er kæmpestort

Hos aalborgensiske Asetek har man specialiseret sig i vandkøling af computere, men nu kigger man i nye retninger. Alt det vand, der varmes op af ihærdige gamere landet over, kan nemlig komme de danske fjernvarmekunder til gode.

Derfor har man nu igangsat et samarbejde med Aalborg Forsyning om et forsøg med at koble Aseteks eget lille datacenter på kommunens net. Det skriver DR.

- Med vores teknologi opsamler vi varmen fra strømmen, og så sender vi den direkte ud til forbrugerne via fjernvarmenettet, forklarer administrerende direktør i Asetek André Sloth Eriksen til DR.

Aseteks lille datacenter består af omtrent hundrede servere, og ifølge André Sloth Eriksen vil overskudsvarmen herfra kunne opvarme omkring to til fem husstande. Der er altså lang vej endnu, hvis teknologien for alvor skal batte noget, og derfor er det ifølge Asetek-direktøren nødvendigt at brede ud til de store danske datacentre.

 Kan dække op til 50 procent

- Ligesom vi stiller krav om tykkelse på isolering i bygningsreglementer, og vi har katalysator og partikelfiltre på vores biler, så mener jeg, at man i Danmark og EU bør sige, at hvis I placerer et datacenter her, så skal det gøres på en måde, så man kan genbruge op til 70 procent af den strøm, man putter ind, og lave det om til fjernvarme, siger han til DR.

André Sloth Eriksen anslår, at man med overskudsvarmen fra de eksisterende danske datacentre vil kunne opvarme 300.000 husstande; det svarer til samtlige husstande i Aalborg, Odense og Århus. Og direktøren bakkes op af professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet Brian Vad.

- Potentialet for at udnytte overskudsvarmen fra datacentre er rigtig, rigtig stort. Hvis det virkelig går godt med at tiltrække datacentre, vil man måske kunne dække 50 procent af fjernvarmeforbruget, fortæller han til DR.

Kommenter artiklen (1)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094