23948sdkhjf

Vækstkomet halverer overskuddet: Patentkrig koster millioner

Et amerikansk retsopgør skæmmer bundlinjen hos 3Shape, der leverer scannere og software til tandlægeindustrien

Scannerproducenten 3Shape, der i 2017 passerede halvanden milliard i omsætning, fortsætter væksten på toplinjen, mens resultatet lider under en dyr amerikansk patentsag. 

Det viser selskabets årsrapport, der blev offentliggjort mandag.

Her kan man se, at mens nettoomsætningen er vokset med knap 90 millioner fra 1,56 til 1,65 milliarder siden 2017, er overskuddet i samme periode blevet mere end halveret. Hvor resultatet i 2017 beløb sig til 458 millioner kroner efter skat, landede det i 2018 på 211 millioner.

For 155 millioner kroner retsopgør

Ledelsen skriver i sin beretning, at resultatet er lavere end forventet på grund af betydelige særlige poster og investeringer i nye softwareapplikationer, samt ekspansion af produktionsfaciliteter og af den kommercielle organisation.

De betydelig særlige poster udgør et beløb på knap 155 millioner kroner, og ifølge årsrapporten omfatter disse ”primært særlige legale omkostninger til brug for verserende retssager”.

Her er tale om et amerikansk retsopgør med selskabet Align Technology, som ifølge finans.dk tog sin begyndelse i 2017, og kører ved den amerikanske handelskommision i Washington.

Ledelsen i 3Shape har dog optimismen i behold og understreger i sin beretning, at de første to af tre domme, der blev afsagt i marts og april i år, faldt ud til det danske selskabs fordel.

- Dommerne fandt ikke, at 3Shape krænker den amerikanske US Tariffs Act. Trade Commission vil i 2019 træffe afgørelse på baggrund af dommernes vurderinger og ledelsen er således optimistisk i forhold til et positivt udfald, står der i beretningen.

En mere afdæmpet optimisme præger selskabets forventninger til 2019, hvor der forventes moderat vækst på både top- og bundlinje. Sidstnævnte er dog behæftet med betydelig usikkerhed og være betinget af, hvorvidt en række investeringer gennemføres. Om 3Shape forventer, at der er flere retsopgør i sigte, svarer årsrapporten ikke på, men det fremgår, at der i 2019 planlægges med betydelige særlige poster i samme størrelsesorden som i 2018.

3Shape Holding A/S
mio. kr. 2018 2017
Nettoomsætning 1.653 1.562
Resultat af primær drift 271 593
Resultat før skat 278 591
Årets resultat 211 458
Balancesum 1.184 1.291
Egenkapital 773 910
Gns. antal ansatte 1.450 1.117
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2018.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141