23948sdkhjf

Forskningsmidler skal gøre papirtynde solceller billigere

Sammen med et hold schweiziske kolleger vil Christina Wegeberg fra Institut for Fysik, Kemi og Farmaci på Syddansk Universitet forsøge at gøre de papirtynde Grätzel-solceller både billigere og mere bæredygtige.

Hun har netop fået midler fra Danmarks Frie Forskningsfond til sit nye forskningsprojekt, ‘Harvesting Light with Earth-Abundant Manganese: Development of Sustainable Luminophores and Solar Cells,' som skal udføres på Basel Universitet i Schweiz. I projektet vil Christina Wegeberg undersøge, om det er muligt at erstatte det meget dyre og sjældne ruthenium med det langt mere tilgængelige metal mangan.

- Sollys er en vedvarende energikilde. Men i Grätzel-solceller udvinder man energien med et af de mest sjældne og derfor dyre metaller på jorden nemlig ruthenium. Jeg håber, at jeg med mit projekt, kan være med til at gøre solceller mere bæredygtige, fortæller Christina Wegeberg.

Et spørgsmål om kemi

På universitetet i Schweiz skal hun i samarbejde med schweiziske forskere afprøve metallet mangans evner til at omdanne sollys til elektricitet. For at mangan kan bruges, kræver det, at metallet bliver aktiveret af sollyset. Det vil sige, at når sollyset rammer det, frigives en elektron. Samtidig skal mangan være aktiveret længe nok, til at energien i form af den frigivne elektron kan høstes og indgå i et elektrisk kredsløb.

Forskergruppen på universitetet i Basel har allerede lavet indledende forsøg, der viser, at mangan kan aktiveres ved hjælp af sollyset. I sin forskning skal Christina Wegeberg udvikle og teste forskellige kemiske opløsninger af mangan og vurdere aktiveringen og effektiviteten af metallet afhængig af den opløsning og kemiske sammensætning, det indgår i.

Den bedste mangan-kandidat vil herefter skulle overføres til halvledermaterialer, som kan indgå i solceller.

- Jeg har altid elsket at forske og er virkelig drevet af at sidde og nørde med noget meget kompliceret kemi, men med det her projekt er det også fedt, at der er et perspektiv, hvor det virkelig kan komme til at gøre en forskel i forhold til klimaet, siger Christina Wegeberg.

Ud over solcelledelen skal Christina Wegeberg også afprøve det aktiverede mangans egenskaber som kemisk katalysator. Altså som et stof, der kan kickstarte og fremskynde bestemte, ønskede kemiske processer.

Et mål med den type katalysator kunne være at bruge det til at danne for eksempel medicin eller kemikalier - på en billigere og mere effektiv måde, som vi har brug for i vores hverdag.

 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111