23948sdkhjf

Ungt LED-firma har vind i sejlene: 20 millioner på to år

På bare to år har københavnske Novalume gjort intelligente LED-projekter til en særdeles god forretning. Virksomheden, der udvikler, sælger og finansierer de intelligente lysprojekter til byrum, har i sine to første regnskabsår præsteret et samlet overskud på næsten 20 millioner, og forventningen er, at fremtiden byder på flere positive resultater. Det skriver Ritzau Finans ifølge Finans.

Novalume blev stiftet i december 2016, og allerede i første regnskabsår, det strakte sig fra stiftelsen i 2016 til udgangen af 2017, var resultatet på knapt 18 millioner før skat, mens bruttoresultatet lød på 23,3 millioner kroner. Også i 2018 lavede det unge selskab et solidt millionoverskud, selvom bruttoresultatet gik en spids tilbage og der desuden blev investeret i udvidelser på det latinamerikanske marked.

I årsregnskabet kan man læse, at Novalume i 2018 øgede salget af projekter i Latinamerika og yderligere underskrev en stribe nye projekter i regionen. Ligeledes fremgår det, at der er blevet brugt penge på at udvikle datterselskaberne i Colombia og Chile.

- Der blev lagt en betydelig indsats i yderligere at styrke den globale organisation med de finansielle, kommercielle og teknologiske kompetencer, der er nødvendige for at levere pålidelige LED-projekter og smarte byløsninger på globalt plan, skriver Novalume i regnskabet.

Virksomheden, der har hovedkontor i københavnske Ørestad, udvikler og producerer intelligente LED-løsninger til byrum, og kunderne er både det private og den offentlige sektor. Seneste skud på produktstammen er et lysstyringssystem, der kan forbinde lamperne i et netværk ved hjælp af IoT, og som ifølge Novalume kan reducere energiforbruget med op mod 75 procent. Efter planen skal systemet lanceres i indeværende år, men ventes først at bidrage til omsætningsvæksten i 2020. Ikke desto mindre forventer den unge LED-virksomhed, at også 2019 bliver et år med sorte tal på bunden.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082