23948sdkhjf

Kunstigt døgnrytmelys tager toppen af aggressionerne

Er det nat eller dag, og skal jeg sove eller være vågen?

Når man er ramt af demens, kan det være svært at vurdere, om det er nat eller dag. Forstyrrelser i døgnrytmen kan give frustrationer og voldsom udadreagerende adfærd.

Plejecentret Herluf Trolle i Odense SØ har nu fundet en løsning i samarbejde med virksomheden Chromavisio, der giver demensramte beboere en bedre døgnrytme. Det har resulteret i en roligere hverdag, bedre søvn og færre voldsomme episoder.

Det skriver Welfaretech, der faciliterer samarbejde mellem private aktører, fiorskere og sundhedssektoren.

- Vi kan tydeligt se, at beboerne har fået det bedre. De sover mindre om dagen og er mere aktive og deltager i flere aktiviteter med de andre beboere. Dermed bliver de naturligt trætte og får en bedre nattesøvn. Den rette fordeling af aktivitet og nattesøvn give færre episoder, hvor de udadreagerer, og når det alligevel sker, fortæller personalet, at beboerne er hurtigere til at falde til ro igen, fortæller Thomas Rasmussen, konsulent i Odense Kommunes team for velfærdsteknologi.

Antallet er de udadreagerende episoder er faldet med mellem 43 procent og 78 procent i det år, Thomas Rasmussen har fulgt beboerne.

Samtidig er tilbagemeldingerne fra medarbejderne særdeles positive, og deres mængde af sygedage på et år er faldet med halvanden dag, fortæller Thomas Rasmussen.

Spillet mellem lys og mennesker
Systemet er designet af virksomheden Chromaviso, som har specialiseret sig i sundhedsfremmende lys til hospitaler og plejehjem.

Chromaviso har udviklet lysprotokollen i samarbejde med Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalets neurologiske afdeling i Glostrup. 

Forskningsprojekterne har givet viden om lysets påvirkning på mennesker, og om hvordan lyset skal designes til den kliniske hverdag med hensyn til både patienter og personale.

Samarbejdet mellem Chromaviso, Odense Kommune og forskningen har været afgørende for beboernes trivsel, mener Torben Skov Hansen, innovationschef hos Chromaviso.

- Alle undersøgelser viser, at omgivelser og miljø kan understøtte ældre og svage borgere. Derfor er samarbejde med forskningsinstitutioner som Aarhus Universitetshospital og Rigshospitalet uundværligt, og det giver os en vigtig viden, som vi bringer med i vores øvrige projekter. Det er Herluf Trolle et godt eksempel på. Forskningsprojekterne leverer den vigtige viden og evidens som er afgørende for, at vi kan skabe de bedst løsninger til eksempelvis pleje- og sundhedsområdet, forklarer Torben Skov Hansen. 

Fakta: Bedre søvn giver mindre stress

I et år har en afdeling på Plejecentret Herluf Trolle eksperimenteret med at lade kunstigt lys vise beboerne, hvilken tid på dagen, det er. I dagtimerne sørger et timet system for, at der er kraftigt lys både på fællesarealer og på beboernes værelser.

Aften og nat skrues lyset automatisk ned og giver en beroligende belysning, så beboerne aldrig er i tvivl.

Målet har været, at få beboere til at bruge deres energi konstruktivt i dagtimerne og undgå for meget vågentid om natten. Manglende søvn og forvirring er nemlig ekstra skadeligt for mennesker med svær demens.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Redaktionen anbefaler

Send til en kollega

0.078