23948sdkhjf

Sensor-næse vil spare samfundet for madspildsmilliarder

Sensor udviklet på SDU er grundsten i apparat, der kan lugte køds friskhed og sikre korrekt holdbarhedsdato. Det store potentiale er at forhindre madspild og fødevareskandaler

Forskere fra SDU har udviklet en digital supernæse, som kan fastslå friskheden af kød og fisk på få sekunder. Den nye teknologi kan minimere en stor del af det madspild, som hvert år koster det danske samfund milliarder af kroner, og samtidig være en stor økonomisk gevinst for SMV’er i fødevareindustrien.

For mennesket har reelt set en fantastisk dårlig lugtesans. Til sammenligning, så lugter en hund tre millioner gange bedre end mennesket. Og det er et problem, når det kommer til fødevarer, hvor friskheden af kød og fisk stadig den dag i dag fastsættes ved hjælp af næsen.

På grund af vor næses begrænsede beskaffenhed, så opererer fødevareindustrien med en enorm usikkerhedsmargin, hvor udløbsdatoen på indpakningen af deres produkter udløber før de reelt burde. Til gengæld har mennesket en fantastik god hjerne. Og nogle af de bedste hjerner sidder og forsker på SDU.

Sensor er nøglen
SDU-forskerne Roana de Oliveira Hansen og Jeanette Hvam har udviklet en sensor, som er et håndholdt apparat, der fungerer som en meget følsom næse - 1000 gange mere følsom end menneskenæsen. Den kan med stor præcision og sikkerhed bestemme friskheden af kød og fisk, og fremskrive til en korrekt holdbarhedsdato.

Sensoren måler koncentrationen af de lugt-molekyler, der naturligt frigives under fordærvelsesprocessen, de særdeles ildelugtende cadaverin-molekyler.

- I forbindelse med mit ph.d.-projekt fik jeg sammen med en medstuderende ideen til den digitale næse. Herefter tog vi kontakt til Mads Clausen Instituttet, hvor Roana de Oliveira Hansen som specialist i Mikro Elektro-Mekaniske Systemer kunne træde til og hjælpe med at tage projektet fra idéfase til et reelt produkt, fortæller Jeanette Hvam, der er stifter og direktør i spin out-virksomheden AmiNIC.

I dag har virksomheden forskeren Lawrence Nsubuga ansat af AmiNIC. Han har sin daglige gang på Mads Clausen Instituttet i Sønderborg. Samtidig fungerer Roana de Oliveira Hansen, der er ph.d. i nanoteknologi og lektor ved SDU, med sin indgående ekspertviden som konsulent og supervisor.

Vidtrækkende perspektiver
I dag er prototypen færdig og næsten klar til at træde ud på et marked, hvor især nogle af de 20.000 små og mellemstore virksomheder inden for fødevareindustrien kan nyde stort gavn af den digitale næse.

I Danmark smides der nemlig over 700.000 tons mad ud hvert år. Det svarer til over 120 kilo per indbygger i vort lille land. En del af det enorme madspild ville kunne undgås, hvis fødevareindustrien kunne forudsige udløbsdatoen på kød og fisk mere præcist.

Madspildet ville kunne minimeres betragteligt, hvis fødevareindustrien kunne fastlægge en præcis vurdering af fødevarernes friskhed, men pt. er de eneste målemetoder enten laboratorieprøver (som er dyre og langsommelige) eller menneskets næse (som er knap så pålidelig).

- Det her er en hurtig, effektiv måde til at måle kødets friskhed, siger Roana de Oliveira Hansen.

Det store madspild er et kæmpe problem ikke blot i miljømæssig henseende, men også økonomisk. Det skønnes, at madspild koster det danske samfund 8,4 milliarder kroner om året. Ifølge FOI’s samfundsøkonomiske beregning uden moms og afgifter og som kun omfatter tre fjerdedele af danskernes madforbrug.

Roana de Oliveira Hansen er fra Brasilien, der i 2017 blev ramt af en gigantisk fødevareskandale, da store koncerner eksporterede råddent kød.

- Dette kan ’AmiNIC’ sætte en effektiv stopper for, da grossister vil være i stand til at tjekke indkommende kød, påpeger hun.

Artiklen om AmiNIC og madspild er skrevet af Sune Holst, som er journalist på Det Tekniske Fakultet, Syddansk Universitet, SDU.

Holdbarhed med potentiel fejlmargin
Ifølge SDU smides der i Danmark årligt 137.500 ton kød og fisk ud, hvoraf 43.000 ton er pga. tvivl omkring friskhed eller forfejlede og overforsigtige holdbarhedsestimater. Det svarer til 605.000 ton CO2. 


Der er ingen lovgivning på området, og det er producentens eget ansvar at bedømme kvalitet og fastsætte holdbarhedsdato. 

Hvert dyr fordærves forskelligt, så de generiske holdbarhedskurver har en indbygget fejlmargin på op til seks dage og medfører et betydeligt spild i detailhandlen. Alternativt stoler producenten blindt på sin leverandør eller bruger sine sanser til at vurdere friskhed. 

Holdbarhedskurverne er et redskab på nettet som producenter slagtere og andre kan bruge som guide til at fastsætte en holdbarhedsdato. 

De har som sagt en fejlmargin men bruges af nogle til at afgøre hvilken tommelfingerregel de skal følge i deres butik: Eksempelvis hakker BC-catering altid deres oksekød efter tre dage, men måske kunne virksomheden beholde den højere værdi (uhakket) i et par dage mere. Der er altså tale om en overforsigtig forholdsregel. Kilde: SDU
Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.125