23948sdkhjf

- Fantastisk med politisk fokus på robotteknologi

Migatronic Automation er en af de mange danske virksomheder, der skal være med til at føre regeringens nationale robotstrategi ud i livet.

Den nordjyske virksomhed sælger dels turn key-løsninger og dels serieproducerede standardløsninger til automatiseret svejsning. Virksomhedens automationsløsninger står på et væld af danske og europæiske fabrikker.

Administrerende direktør Christian Bols har da også noteret sig, at der er kommet en national strategi og er selvfølgelig positiv over, at robotindustrien nu får mere opmærksomhed.

- Overordnet set synes vi, det er rigtig godt, at uddannelses- og forskningsministeriet forholder sig til en decideret robotstrategi. Det er jo fantastisk, at man ligesom lægger nogle rammer for det, siger Christian Bols.

Hvor mange penge er der afsat?
Strategien har ikke øremærket penge specifikt til robotindustrien, men henviser i høj grad til puljer, der allerede er offentliggjort. Blandt andet offentliggjorde regeringen sidste år, at man vil afsætte yderligere 1 mia. kr. til grøn forskning, og derudover nævner strategien blandt andet Udviklings-, Test- og Demonstrationsprogrammerne (EUDP, MUDP og GUDP) som et sted, hvor robotindustrien kan hente støtte.

Og netop finansieringen er også et af de punkter, som Christian Bols har studset over.

- Det er rigtig godt med en national robotstrategi, men det er svært at uddrage noget af den: hvor mange penge er der egentlig afsat til det her? spørger han.

- Og det er ikke bare et spørgsmål om, hvor mange penge man hælder i det, men også hvad Danmark som en eksportnation får ud af det, siger han videre.

Grøn omstilling skal tænkes bredere
Strategien er også i høj grad koblet på Danmarks grønne omstilling. Robotteknologien nævnes som et område, der kan være med til at fremme den grønne omstilling, og projekter der prioriterer både grøn omstilling og robotteknologi vil blive prioriteret. Så firkantet bør man dog ikke stille det op, mener Migatronic Automation-direktøren.

- Robotter kan ofte effektivisere arbejdsprocesser og dermed gøre dem mindre klimabelastende. Det gælder også inden for svejseindustrien. Derudover er robotter også med til at fastholde produktionen i Danmark. Robotter er nemlig ofte et alternativ til at købe delkomponenter af udenlandske virksomheder eller måske flytte dele af en produktion til udlandet. Med en svejserobot slipper man således for at transportere sine delprodukter rundt i hele verden, forklarer Christian Bols, og fortsætter:

- Det der driver det er ikke grøn omstilling, det er simpelthen kvalitet og lønsomhed. Så overordnet set er det fint med den grønne omstilling, og det skal man som virksomhed også forholde sig til, men som mange politikere også er ude og sige, så er det, der skal drive det, om det er en omkostning, eller er det en gevinst? Og det er også sådan, vores kunder forholder sig til det.

Virksomheder skal have glæde af forskning
En stor del af støttekronerne kommer formentlig til at tilgå universiteter og GTS-institutter, som spiller en nøglerolle i strategien. Især GTS-institutterne får til opgave at kanalisere viden og forskning videre ned på virksomhedsniveau.

- En af de ting jeg faldt over i strategien, er GTS-institutterne – der tænker jeg, at vores kontakt med dem den er beskrevet lidt fluffy i robotstrategien. Hvordan skal firmaerne arbejde sammen med institutterne om at flytte sig? spørger Christian Bols.

- Det vi ser i dag, er, at når vi arbejder sammen med Aalborg Universitet, Syddansk Universitet eller Teknologisk Institut, er det dem, der egentlig jagter penge til at lave en eller anden udvikling for. Så er vi en af dem, der støtter op om det med viden. Det smider vi tit en indsats i - en masse ressourcer og timer - og der kan man godt nogle gange stille spørgsmålstegn ved, hvad man egentlig får ud af det. Det håber jeg, vi med den nye robotstrategi kan lave om på, så erhvervslivet får glæde af den seneste forskning, fortsætter han.

- Forskning skal jo lede over i, at der er danske virksomheder, der har glæde af den forskning til at være nyskabende og nytænkende og lancere produkter, der kan give Danmark en konkurrencemæssig fordel på det internationale marked, og det falder nogle gange ned mellem stolene ude på universiteterne og GTS-institutterne. For de jagter simpelthen funding. Og det er også fair nok, for det er sådan, det system er sat op, men de trækker på en masse viden ude i virksomhederne. Og her tror jeg godt, vi kan optimere støtten til universiteterne og GTS-institutionerne, så vejen fra laboratorierne til fabriksgulvet bliver kortere, siger Christian Bols.

Han glæder sig derfor til at se en mere konkret plan for, hvordan både robotindustrien og deres kunder skal inddrages i strategien.

- Og der var der noget, som jeg syntes stak lidt ud i den her robotstrategi, hvor de vil prøve at drive en udvikling på det, de kalder en rekonfigurerbar løsning. Det vil sige, så kan man måske bruge en robot til flere ting. Hvis man har et eller andet specifikt behov, men ikke har mængde nok og kapacitet på det produkt til at investere i en specifik løsning, så er der en gevinst i, at man laver den rekonfigurerbar, for så kan man bruge den investering, den robot, til andre ting. Og det er helt sikkert noget, der er noget i. Det synes jeg er positivt, at de vil støtte, forklarer Christian Bols.

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109