23948sdkhjf

Salg af succesfirma giver milliongevinst

Syddansk Universitet og Syddansk Teknologisk Innovation har netop solgt deres anparter i det succesfulde fynske robotfirma Universal Robots med en pæn gevinst til følge.
En succesfuld fynsk robotopfindelse giver nu kapital til nye erhvervssucceser. Nye lovende forretningsidéer og forskningsresultater i Syddanmark får nu gavn af fremgangen i Odense-virksomheden Universal Robots.

Robotvirksomheden har netop købt sine lokale, offentlige investorer ud, således at cirka seks millioner kroner går ind på kontoen hos henholdsvis Syddansk Universitet og innovationsmiljøet Syddansk Teknologisk Innovation.

- Vi får væsentlig mere tilbage, end vi har investeret i selskabet. Faktisk svarer det til, at vi med de frigjorte penge nu kan investere i 6-8 nye syddanske selskaber, siger Klaus Holmsberg, direktør i Syddansk Teknologisk Innovation.

Satser på spæde selskaber
Udover egne midler investerer innovationsmiljøet også på vegne af Videnskabsministeriet.

Cirka hver tredje uge skyder Syddansk Teknologisk Innovation risikovillig kapital ind i spæde selskaber på samme stadie, som Universal Robots befandt sig på for 5-6 år siden.

Dengang satte universitetet og innovationsmiljøet deres lid til, at de entreprenante folk i Universal Robots havde det, der skulle til for at gøre en forskel på robotmarkedet. Derfor betroede innovationsmiljøet robotiværksætterne en god portion risikovillig kapital. Den har de ikke ødslet med.

- Universal Robots er nået rigtigt langt for pengene. Lige fra starten har de været et team, der er rigtigt godt skruet sammen. Iværksætterne har klaret rigtigt meget selv, og først de seneste to år har de for alvor ansat flere i organisationen, påpeger Klaus Holmsberg.

26 job skabt på Fyn
Universal Robots oplever en markant fremdrift i disse år og er nu oppe på 26 medarbejdere på Svendborgvej i Odense. Samtidig søger virksomheden yderligere medarbejderne for øjeblikket.

Omsætningskurven stiger stejlt. I år er salget vokset med 300 procent i forhold til sidste år, og nu bruges robotterne til eksempelvis motorcykelproduktion i Indien, bilproduktion i Tyskland og kosmetikproduktion i Grækenland. Men også fynske virksomheder som Scandinavian Tobacco Group i Assens og Tempur i Årup benytter robotter fra Universal Robots.

Robotfirmaets positive udvikling skaber øget efterspørgsel i det fynske erhvervsliv, i og med Universal Robots køber hovedparten af metaldelene til robotterne hos fynske underleverandører.

Generelt sker der i disse år en flot fremgang i salget af automation på verdensplan ifølge International Federation of Robotics. I år forventes en stigning i robotsalget på 10 til 15 procent, svarende til op imod 130.000 solgte enheder.

Forskningens fortjeneste
De populære fynske robotter var formentlig aldrig blevet opfundet, hvis det ikke var for robotforskningen på Syddansk Universitet. De meget fleksible robotter bygger nemlig på forskningsresultater fra SDU, og da Universal Robots blev stiftet, byttede universitet sit patent på robotteknologi ud med ejerandele i robotfirmaet. Nu er de ejerandele blevet vekslet til kontanter, som kan komme nye iværksættere til gode.

I praksis er det universitetets eget selskab, Science Ventures Denmark, der agerer fødselshjælper for nye forskningsbaserede virksomheder.

- Vi "ompakker" forskningsresultater til virksomheder og skaber investeringsmuligheder for industri og investorer. Samtidig bidrager vi til at drive disse virksomheder frem mod et kommercielt marked, fortæller Jens Christian Damsgaard, CEO i Science Ventures Denmark.

Kilde: Universal Robots

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109