Mermaid og AFA JCDecaux står bag Billund Lufthavns nye digitale videovægge, som implementeres primo 2012.
Billund Lufthavn iklædes i starten af 2012 nye digitale videovægge fra Mermaid og AFA JCDecaux, som begge har skærm- og skiltekommunikation som deres kernekompetence.
Samarbejdet mellem Mermaid og AFA JCDecaux er interessant, da det i høj grad vil forvandle Billund Lufthavn til en moderne digital og dynamisk medieplatform, der i fremtiden vil kunne måle sig med de allerstørste lufthavne i Europa såsom lufthavnen i München, der må betragtes som et internationalt forbillede i forhold til anvendelsen af moderne digital skærmkommunikation.
Medieplatformen giver virksomheder ideelle eksponeringsforhold i et internationalt forum, hvor antallet af passagerer faktisk er stigende. I 2011 havde Billund Lufthavn således ca. 2.7 mio. rejsende - en stigning på 5.3 procent, svarende til 136.176 passagerer i forhold til 2010.
AFA JCDecaux, en af verdens førende indenfor udendørsreklame, har licens til al udendørs og indendørs skærmkommunikation i Billund Lufthavn. Virksomheden har stor fokus på lufthavnsreklame, og har udviklet specielle lysskilte og bannere hertil. Men nu går AFA JCDecaux imidlertid også den digitale vej - med stor hjælp fra Mermaid.
Mermaids digitale informationsskærme erstatter nemlig nogle af AFA JCDecauxs statiske lysskilte i Billund Lufthavn. Det betyder, at indholdet hurtigt og nemt kan opdateres fra centralt sted, og bruges til forskellige former for dynamisk formidling.
Mermaid leverer projektet i løbet af 1. kvartal 2012, og er yderligere ansvarlig for drift- og systemovervågning.

