23948sdkhjf

Automation giver vokseværk hos Elektromarine A/S

Siden 2004, hvor Elektromarine A/S valgte at satse på automation, har medarbejderstaben haft vokseværk. I dag ser man stort potentiale i vindenergi.
- Elektromarine A/S er en virksomhed under konstant udvikling, lyder det på virksomhedens hjemmeside, og det må man sige holder stik, hvis man kigger på den enorme udvikling, den Skagen-baserede virksomhed Elektromarine har gennemgået de sidste 8 år, skriver HubNorth.

Medarbejderstaben har haft vokseværk siden 2004, hvor virksomheden begyndte at arbejde professionelt med automation.

Fra kutterservice til automation
Elektromarines største kompetenceområde lå i mange år inden for service på fiskekutterne i Skagen Havn. I 1980’erne overtog den tidligere direktørs søn, Thomas Lund, forretningen. Han var nyuddannet elinstallatør med en særlig interesse for automation, og derfor blev automation hurtigt en del af forretningen sideløbende med kutter-service.

Men i 2004 tog Elektromarine det definitive skift til arbejdet med automation - og kunne allerede året efter skrive under på en kontrakt med sin første norske kunde.

Hovedproduktionen hos Elektromarine er styre-tavler og effekttavler til mange forskellige formål. De fleste styre-tavler designes som skræddersyede løsninger til diverse kunder, hvoraf nogle, hvis der vurderes at være et marked for det, sættes i serieproduktion.

Fra 10 til 85 mand
De 10 mand, der for otte år siden var med til at skifte fokus fra kutterservice til automation, er efterhånden blevet til 85 mand, der tæller alt lige fra ingeniører på tegnestuen til produktionsmedarbejdere i fabrikshallen.

De 85 mand har i dag aktiviteter i Sverige, Tyskland og Singepore. Men det stopper ikke her.

Elektromarines mål er at kunne dække det meste af verden, hvis der skulle være et behov for det. Lige nu satses der på at komme ind i BRIK-landene.

Energi, vindenergi & bølgeenergi
Udover udvidelse til nye dele af verden, satser virksomheden ambitiøst på at komme ind på nye markeder - et af disse er vindenergi.

I øjeblikket fungerer Elektromarine som underleverandør på udstyr til blandt andet Siemens Wind Power, men håber at nye interessenter i branchen kan se et muligt samarbejde med dem. I følge Thomas Lund er det især inden for leveringen af styretavler til vindmøller, at man ser en fremtid. Både fordi, at man her har mulighed for stor volumen, men også på baggrund af det potentiale, der ligger i vindenergi i fremtiden.

Samtidig har Elektromarine kastet sig over bølgenergi. De er i øjeblikket partnere i et konsortium, der tester et større bølgeprojekt i Hanstholm. Her deltager seks virksomheder, og projektet er netop blevet tildelt midler til testanlæg og måleudstyr.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078