23948sdkhjf

Nytiltrådt EMS-direktør roser stærk kultur: Det bliver vores vej til vækst

- Jeg er meget imponeret af den kultur, som jeg har mødt her i Necas. Den har jeg ikke oplevet andre steder, fortæller Peter Ladefoged i et interview med Electronic Supply.

For nogle måneder siden tiltrådte Peter Ladefoged som ny administrerende direktør hos den nordjyske EMS-virksomhed Necas, efter at Ib Gosmer havde stået i spidsen i 25 år og ønskede at give tøjlerne videre i et generationsskifte.

Necas er kendt for at været højt specialiseret og certificeret i nicher, som ikke mange andre EMS'ere i verden er med på. Udover den gængse ISO 9001, så er Necas certificeret ATEX, IECEx og UKCA-leverandør, som kvalificerer Necas som international producent af udstyr til blandt andet eksplosive miljøer.

Desuden har Necas været internationalt AS9100-certifieret siden 2010. AS9100D kræves af mange kunder indenfor luftfart, rumfart og militær. For nylig var der rutinemæssig audit indenfor alle disse certificeringer, og det den nye direktør oplevede i den forbindelse, gjorde ham rigtig glad.

- Man plejer jo at sige, at eksamen er en festdag for den velforberedte elev. Alligevel har jeg tidligere oplevet, at både medarbejdere og ledelse kan blive lidt usikre i forbindelse med en audit, fortæller Peter Ladefoged. 

- Men i de tre dage auditorerne var på besøg kunne man ikke mærke noget som helst på medarbejderne. Det var dage som alle andre, og medarbejderne havde bare styr på det hele. Det med at have styr på tingene er bare så indgroet i kulturen i alle dele af huset, at der ikke var nogen som helst usikkerhed at spore. Det var ret fantastisk at opleve, siger Peter Ladefoged.

- Alle ved, hvad de laver, og hvorfor de gør det. Og det er et af vores stærkeste kort, når det kommer til potentialet for vækst, understreger den nye direktør. Resultatet af den omfattende audit var: "Bestået uden anmærkninger".

Den rigtige vej

Peter Ladefoged er som administrerende direktør selv rundet af forsvarsindustrien. Det er blandt andet den indgangsvinkel, der gav matchet for Støvring-virksomheden.

Han er oprindeligt uddannet elektronikingeniør med speciale i telekommunikation og gjorde tidligt karriere i blandt andet Telenor, Siemens og Motorola. 

Fra 2009 - 2015 stod han i spidsen for produktudviklingen i Cobham i Grenå, indtil han blev hentet til Borean Innovation som portfolio manager. Her havde han ansvaret for en lang række spirende teknologi-virksomheder blandt andet inden for forsvar, luftfart og rumfart.

En stadig større del af rumfarts-, luftfarts- og forsvarsindustrien kræver en AS9100D certificering. Necas er den eneste danske EMS-virksomhed med denne certificering. Og det er netop indsatsen i dette segment, at man skal finde vejen til ny vækst, lyder det fra Peter Ladefoged.

På nuværende tidspunkt udgør segmentet omkring en tredjedel af Necas kundeportefølje, mens to tredjedele er industri og offshore. Den strategiske udviklingsplan sigter i første omgang efter at hæve segmentet, så fordelingen bliver 50-50. Samtidig skal andelen af internationale kunder i porteføljen vokse.

- Det er slet ikke urealistisk, og vi har kapaciteten til at levere, siger Peter Ladefoged.

Vinden vendt efter sløjt 2020

Regnskabet er endnu ikke offentliggjort, men 2020 blev en sløj omgang for Necas, beretter Peter Ladefoged. En del af kunderne er fra luftfarts- og energisektoren, som har været hårdt ramt af Covid-19. Det har smittet af på Necas. Siden foråret har tingene dog set markant lysere ud i forhold til ordreindtaget

- Med baggrund i kundernes tilbageholdenhed i 2020 oplever vi nu en ekstra appetit på leverancer, siger Peter Ladefoged, der ser store perspektiver for Necas i de kommende år.

Necas har i det nordjyske investeringsselskab, Hans Jørgen Jensen, Pandrup A/S, endvidere en solid ejer med langt lys på, der kan understøtte en markant udvikling af selskabet.

Udover den aktuelle vækst hos de eksisterende kunder, så er der også kommet nye kunder til, der understreger en del af den bevægelse, som Peter Ladefoged taler om. Necas "unique selling point".

Forsvarsvirksomheden Mydefence, der udvikler antidroneteknologi og industrikunden Decoflame, der sælger biopejse, er gode eksempler på virksomheder, som afkræves høj grad af sikkerhed og sporbarhed.

Det er blandt andet disse krævende regimer, som Necas er certificeret til at levere i.

 - Vores store agilitet appellerer til de mange kunder i industrien og de lidt mere specialiserede segmenter, hvor kvalitet og leveringssikkerhed er absolut afgørende. Dette afsæt og fokus giver gode perspektiver for vækst af forretningen, forklarer Peter Ladefoged.

Med udgangspunkt i det stigende behov for Necas særlige kompetencer og fleksibilitet er virksomheden i øjeblikket på udkig efter flere medarbejdere til både administration og produktionsteknik.

Necas A/S blev etableret i 1982. Virksomheden er blandt Danmarks mest erfarne EMS-leverandører af elektroniske OEM-løsninger og leverer til markedssegmenter som industri, marine, offshore, forsvar, luftfart, rumfart, medico og videnskabelige forskningsanlæg. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078