23948sdkhjf

Nyt privat-offentligt samarbejde: Millardinvesteringer i PtX i Trekantsområdet på vej

Et nye offentligt-privat samarbejde om storskala produktion af grøn energi i Trekantsområdet står på et fundament af stor investeringsvilje. 

Virksomhederne bag vil investere milliarder i et stort Power-to-X økosystem i Trekantområdet, hvor grøn el og lokal CO2 skal bruges til produktion af grøn brint og andre grønne brændstoffer, som der bliver stor efterspørgsel på. Restprodukterne er ilt og grøn overskudsvarme, der også kan sælges. 

Samarbejdet består af syv kommuner og foreløbig 13 virksomheder og har fået navnet Triangle Energy Alliance. 

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse. 

Tidligere direktør for Vækstfonden 

Bestyrelsen for Triangle Energy Alliance blev nedsat på en stiftende generalforsamling i slutningen af april. Bestyrelsens første opgave har været at ansætte en sekretariatschef, der skal stå for den daglige drift og ledelse af samarbejdet. 

Her er valget faldet på Søren Schmidt Thomsen, der kommer fra en stilling som leder af Strategisk Energiplanlægning Sønderjylland. Han starter i jobbet 1. juni og får kontor i Port House i Fredericia. 

Tidligere direktør for Vækstfonden gennem næsten 20 år Christian Motzfeld er udnævnt som formand for Triangle Energy Alliance. 

- Mit succeskriterie er hurtigt at få kortlagt de mange potentielle synergigevinster, der kan udløses på kort og mellemlangt sigt i Trekantområdet og få dem drøftet i Alliancen, så de kan blive omsat i konkrete investeringsplaner blandt deltagerne i Alliancen. De første projekter kan hurtigt føre til investeringer på en god håndfuld milliarder kroner, så vi kan få accelereret den grønne omstilling og skabt sund erhvervsudvikling og mange nye job. Det har vi helt unikke forudsætninger for at lykkes med i Trekantområdet, siger Christian Motzfeldt. 

Everfuel investerer knap 2 mia. kr. 

En af de partnervirksomheder, der allerede nu investerer markant i Power-to-X teknologi i Trekantområdet, er brintvirksomheden Everfuel, der bygger en brintfabrik i Fredericia. 

Everfuel investerer markant i Fredericia med PtX projektet HySynergy i 3 faser. Første fase, 20 MW til 150 mio. kroner, er forventelig i drift midt 2022, mens anden fase, 300 MW, planlægges til at være i drift ultimo 2024. Her er budgettet forventeligt lidt under 2 mia. kroner. Tredje fase på 1 GW er fortsat på tegnebrættet, med en ambition om at være klar i 2030. 

- Der er tale om en af de mest markante udbygninger af brintproduktion i Europa. Alene fase to vil kunne reducere den danske CO2-udledning svarende til næsten 5% af emissionen ved den danske landtransportsektor allerede i 2025, og på mellemlangt sigt kan den medføre en fortrængning af CO2, der svarer til 500.000 elbiler, siger CEO i Everfuel, Jacob Krogsgaard. 

CO2-fangst

Bestyrelsesformand Christian Motzfeldt fremhæver, at der i Trekantområdet er mange energivirksomheder og en god infrastruktur til at bygge storskala-produktion af grøn energi. Hos energigiganten Ørsted, der også er partner i projektet, er interessen ligeledes stor.

- Vi ser med stor interesse på partnerskabet, Triangle Energy Alliance, da det har potentiale til at levere en væsentlig mængde af fremtidens grønne brændstoffer i Danmark. Det kræver CO2 fra bæredygtige biogene kilder at producere nogle af brændstofferne, og med vores flisfyrede kraftvarmeværk placeret i Trekantområdet er det oplagt, at vi undersøger mulighederne for at fange CO2’en fra værket og i dette tilfælde bruge det til at producere grønne brændstoffer i et Power-to-X-anlæg, siger Ole Thomsen, direktør for Ørsteds kraftværker. 

Overskudsvarme aftages i stort fjernvarmesystem 

Trekantsområdets infrastruktur giver gode muligheder for sektorkobling mellem produktionen af grønne brændstoffer og fjernvarmesystemet.

- Trekantområdet har i kraft af Tvis et stort og sammenhængende fjernvarmesystem på tværs af fire kommuner. Det kan aftage overskudsvarme fra elektrolysen af de grønne brændstoffer. Det er meget vigtigt for at kunne få god økonomi i produktionen. I det hele taget er det helt afgørende for en konkurrencedygtig produktion af grønne brændstoffer og grøn omstilling, at man har mulighed for at høste gevinster fra sektorkoblinger mellem industri, landbrug, energi, kraftvarme og transport, siger Christian Motzfeldt. 

Bestyrelsen i Triangle Energy Alliance består af :

  • Christian Motzfeldt, formand, tidligere direktør for Vækstfonden 
  • Steen Wrist, næstformand, borgmester, Fredericia Kommune 
  • Jens Ejner Christensen, borgmester, Vejle Kommune 
  • Jørn Pedersen, borgmester, Kolding Kommune 
  • Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester, Middelfart Kommune 
  • Ole Thomsen, Senior Vice President og Head of Bioenergy, Ørsted 
  • Finn Schousboe, Business Manager, Dansk Shell 
  • Sebastian Koks Andreassen, CEO, Green Hydrogen Systems 
  • Jacob Krogsgaard, CEO, Everfuel 

Partnere i Power-to-X Trekantområdet 

  • COWI 
  • Process Engineering 
  • Airco Process Technology A/S
  • Nature Energy 
  • Everfuel 
  • Green Hydrogen Systems 
  • Shell
  • Ørsted 
  • Energnist 
  • Billund Lufthavn 
  • ADP – Fredericia Havn 
  • Vattenfall 
  • TVIS – Trekantområdets Varmetransmissionsselskab I/S 
  • Vejle Kommune 
  • Kolding Kommune 
  • Fredericia Kommune 
  • Middelfart Kommune 
  • Billund Kommune 
  • Haderslev Kommune 
  • Vejen Kommune 
  • Trekantområdet Danmark 

Kilde: Triangle Energy Alliance

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078