23948sdkhjf

Første af mange nye: Henrik siger farvel til Grundfos for at bygge satellitter med GomSpace

Nordjyske GomSpace skal hente 50-60 nye medarbejdere ind for at løfte opgaven med udviklingen af nye satellitter til Startical-projektet. 

En af de første er 45-årige Henrik Gamél, der egentlig var rigtig glad og tilfreds med sit job hos Grundfos. Et sted, han har været i 12 år.

Men en drengedrøm går nu i opfyldelse. Han skal arbejde med rumteknologi.

- Da muligheden viste sig, havde jeg det som, da jeg som bette knægt kom i Legoland. Jeg har været rigtig glad for mit ingeniørjob og den store vision, som de har hos Grundfos – ingen tvivl om det. Men helt ærligt: På Grundfos sender de jo ikke noget ud i rummet! GomSpace-jobbet var bare muligheden for at prøve noget helt vildt spændende nyt og samtidig komme til at bruge min gamle erfaring, som elektronikingeniør, forklarer Henrik Gamél.

Hvis de spanske initiativtagere bag Startical, Indra Systems og Enaire, er tilfredse med kvaliteten af GomSpace’s testsatellitterne,  så vil man stå godt i forhold til at lande hovedordren på mellem 200-400 tilsvarende nanosatellitter, der skal produceres i 2024-27.

GomSpace skal udvikle en ny 16U nanosatellit, som trods proportionerne skal kunne generere mere strøm end de satellitter, der nu er på markedet og ellers er 3 til 5 gange så store - for at kunne drifte den medopsendte elektronik.

Kilde: GomSpace

Har travlt med at finde folk

GomSpace CEO, Niels Buus, fortæller, at man har hyret et rekrutteringsfirma til at finde frem til de rigtige folk.

Man skal bruge både ingeniører, projektledere og teknikere.

- At finde så mange eksperter i vores landsdel, der samtidig også skal passe kulturmæssigt ind i teamet, er en vigtig udfordring. Særligt fordi det også skal gå forholdsvis stærkt, siger Niels Buus.

GomSpace håber at kunne have stillingerne besat allerede inden jul. For den samlede forretning er Startical-projektet en nøgle til at løfte virksomheden til det næste niveau.

- Vi er overbeviste om, at netværk af nanosatellitter med disse kompetencer vil vise sig interessant i langt flere sammenhænge end foreløbig benyttet. Det kunne også sikkerhedsmæssigt være i forbindelse med overvågning af Arktis eller monitorering af ulovligt fiskeri og meget andet, siger Niels Buus.

- Projektet vil derfor gøre, at GomSpace har og får et meget interessant produkt, som vi forventer vil få stor opmærksomhed og vil finde en bredere anvendelse i markedet, siger Niels Buus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.133